Zand.News – »Det er vigtigt, at man politianmelder alle hadforbrydelser – også selvom der er tale om en “mindre” forseelse, som for eksempel at der er blevet råbt ukvemsord efter en på vej hjem fra byen,« skriver politiet.
Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser viser status quo i antallet af registrerede sager om hadforbrydelser i forhold til året før.
Fortsat samarbejde med interesseorganisationer og en ny anmeldelseskampagne skal være med til at få flere til at anmelde. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Fortsat et behov for en stor indsats fra politiets side
Der blev registreret 449 hadforbrydelsessager i 2018. Det er nogenlunde på samme niveau som i 2017, hvor tallet lå på 446.
Ifølge Tenna Wilbert, som er centerchef ved Nationalt Forebyggelsescenter, er tallene og konklusionerne i den nye årsrapport et udtryk for, at hadforbrydelser er et område, hvor der stadig er behov for en stor indsats fra politiet.
Politiet skal kende omfanget og have et retvisende billede
»Hadforbrydelser er et prioriteret område, som politiet har stort fokus på. Men det er også et komplekst område, fordi en hadforbrydelse kan være alt fra et groft tilråb på gaden til graffiti eller grov vold, og det kan være vanskeligt at afgøre, hvad motivet bag forbrydelsen er,« siger Tenna Wilbert og fortsætter:
»Derfor er det vigtigt, at vi får så retvisende et billede som muligt. Hvis vi skal efterforske og styrke forebyggelsen, er det vigtigt, at vi kender omfanget og ved, hvor forbrydelserne finder sted. Derfor arbejder vi både på at styrke vores interne monitering på området og på at få flere til at anmelde det til politiet, hvis de har været udsat for en hadforbrydelse.«
Vigtigt at politianmelde alle små og store hadforbrydelser
Kampagnen, som har titlen “Stop hadet”, har til formål at få flere til at anmelde det til politiet, når de føler sig udsat for hadforbrydelser.
»Det er vigtigt, at man politianmelder alle hadforbrydelser – også selvom der er tale om en “mindre” forseelse, som for eksempel at der er blevet råbt ukvemsord efter en på vej hjem fra byen. Det er ikke altid politiet kan udfinde gerningspersonen i den konkrete sag, men enhver anmeldelse er med til at tegne et billede af området og vise, om der er tendenser, vi skal sætte ind over for,« siger Tenna Wilbert og fortsætter:
»Det kunne for eksempel være, hvis der ofte bliver begået hadforbrydelser foran et specifikt værtshus eller ved en moské. Så kan vi agere på det og sætte ind i det område. Hvis vi ikke får anmeldelserne, kan vi ikke reagere på dem – hverken med efterforskning eller forebyggelse. Derfor er det så vigtigt, at man anmelder.«
I forbindelse med offentliggørelsen af Rigspolitiet årsrapport vedrørende hadforbrydelser i 2018 afholder politiet tirsdag den 29. oktober en livechat på Facebook, hvor politiet vil svare på spørgsmål fra borgerne vedrørende hadforbrydelsesområdet og politiets arbejde med hadforbrydelser.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.