Zand.News – Apotekerforeningen: »Man har et ansvar for ikke at tage smitten med sig hen i kort- eller sportsklubben og udsætte andre for den.«
Fredag den 1. november lyder startskuddet til årets influenzasæson, og 350 apoteker står klar til at vaccinere mod sygdommen.
Det er 230 flere apoteker end sidste år, og det understreger apotekernes ambition om at få flere i risikogrupperne til at tage imod det gratis tilbud. Det skriver Danmarks Apotekerforening i en pressemeddelelse.
75% af gruppen skal vaccineres for at forebygge en epidemi
Sidste år blev kun hver anden dansker på 65 år eller derover vaccineret, og det tal skal ifølge WHO højere op. Mindst 75 procent af alle i gruppen skal vaccineres, hvis man vil forebygge en global epidemi.
Derfor finder Apotekerforeningens formand Anne Kahns det glædeligt, at tre ud af fire apoteker i år tilbyder vaccinationen:
»Vi ved fra andre lande, at øget tilgængelighed øger vaccinationsraten. I Irland er man nået op på WHO’s målsætning, efter apotekerne begyndte at vaccinere, og samtidig er lægernes vaccinationsindsats øget,« siger Anne Kahns og fortsætter:
»Derfor forventer jeg helt klart, det vil afspejle sig i, at flere tager imod det lille prik. Dermed beskytter de ikke alene sig selv, men også deres nærmeste mod influenza.«
790 døde og 1.692 blev indlagt i den sidste influenzasæson
Det er gratis for personer på 65 år og derover at blive influenzavaccineret. Det gælder også for gravide og personer med kroniske sygdomme som lungesygdomme, hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
Disse grupper er i særlig risiko for at opleve komplikationer i forbindelse med influenza. Og det sker desværre, at danskere mister livet på grund af komplikationer såsom lungebetændelse, der kan følge med influenzaen.
I sidste influenzasæson døde 790 danskere, og 1.692 blev indlagt som følge af sygdommen.
Det er ikke manglende viden, der er årsag til den lave vaccinationsrate herhjemme. De fleste fravælger stikket, fordi de ikke mener, at de har behov for det. Det viser en undersøgelse, som YouGov netop har gennemført for Danmarks Apotekerforening.
Influenza smitter ekstremt nemt ved ophold i samme rum
De fleste, der fravalgte vaccinationen i sidste sæson, forklarer det med, at de føler sig raske og sjældent bliver syge. Men det er ifølge Anne Kahns en misforstået måde at tænke vaccination på.
»Det handler ikke bare om èn selv, men også om ens nærmeste familie og venner,« pointerer Anne Kahns og fortsætter:
»Man har et ansvar for ikke at tage smitten med sig hen i kort- eller sportsklubben og udsætte andre for den. Influenza smitter ekstremt nemt, og bare det, at man har været i samme rum som en bærer af virus, er nok til at blive smittet.«
Undersøgelsen viser også, at et lille skub og en venlig forespørgsel fra eksempelvis sundhedspersonale kan overbevise flere om, at de skal rulle ærmet op og tage imod stikket. Omkring 30 procent af de adspurgte, der ikke blev vaccineret sidste sæson, mener, at de måske kan overtales til det i år.
Øverst: Genrefoto. (Foto: DGLimages / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.