Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Der er en sammenhæng mellem farten og antallet af dræbte og tilskadekomne. For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker. Derfor gennemfører politiet en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.
Politiet landet over gennemfører fra mandag den 4. januar til søndag den 10. januar 2021 en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare
Under nedlukningen i marts 2020 blev de tomme veje flere steder brugt til at køre ræs, hvilket skabte utryghed. Med alt for høj hastighed øges risikoen for en ulykke markant, hvor selv en lille overskridelse kan få fatale følger. Derfor sætter politiet nu særligt fokus på hastighed fra årets første uge.
»Ved den første corona-nedlukning i marts 2020, kunne vi konstatere, at indtil flere bilister fik den opfattelse, at tomme veje var lig med fri hastighed. Det resulterede i nogle meget grimme uheld, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:
»Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, hvorfor vi ikke vil acceptere, at nogle trafikanter blæser på love og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare. Derfor sætter vi massivt ind med hastighedskontroller i hele landet i denne uge.«
Hvorfor denne indsats mod høj hastighed?
- Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.
- For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
- 2013-2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72 procent af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28 procent var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang. (Kilde: Rådet for Sikker Trafik).
- Ved 80 km/t. kører du cirka 33 meter mens du reagerer, og efter cirka 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
- Hvis to bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30 procent af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t. (Kilde: Rådet for Sikker Trafik).
- Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t., vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene. Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t. (Kilde: Rådet for Sikker Trafik).
- De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62 procent af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38 procent af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t. (Kilde: Rådet for Sikker Trafik).
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.