Artiklen er opdateret for 5 år siden.
Antallet af borgere på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse er faldet med 16.700 fuldtidspersoner i hele landet, men Slagelse er blandt de kommuner med flest enlige forsørgere, som er ramt af kontanthjælpsloftet.
Antallet af personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse falder fortsat. De nye tal viser, at der var 16.700 færre fuldtidspersoner på kontanthjælp september 2017 end i april 2016, når der tages højde for sæsonudsving. Det er et fald på 10,7 procent.
Beskæftigelsesminister mener, at 225 timers-reglen virker
“Det er glædeligt at se, at antallet af kontanthjælpsmodtagere fortsætter med at falde. Det skyldes selvfølgelig, at det går godt på arbejdsmarkedet som følge af de gode konjunkturer, men jeg er også overbevist om, at regeringens tiltag som kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og integrationsydelsen har en betydning for den positive udvikling,” fortæller beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
“Folk indretter sig efter reglerne og tager de småjob, de kan få. Nogle kan blot arbejde få timer om ugen, men det kan være vejen tilbage på arbejdsmarkedet,” fortæller beskæftigelsesministeren videre i pressemeddelelsen.
Kontanthjælpsloftet betyder ikke, at kontanthjælpen bliver mindre, men betyder, at der er en grænse for, hvor meget man kan kan modtage i ydelser og boligstøtte.
225-timersreglen betyder, at arbejdsparate personer skal have mindst 225 timers arbejde om året for ikke at blive trukket i ydelsen. Det er omkring 4-5 timer om ugen. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Kontanthjælpen rammer enlige særligt hårdt i Slagelse
Loftet over kontanthjælpen rammer særligt hårdt i de store byer, på den københavnske vestegn, på Lolland-Falster samt i Vest- og Sydsjælland. Hele 10 procent af de enlige forsørgere bliver ramt af kontanthjælpsloftet.
Enlige kontanthjælpsmodtagere, som har et enkelt barn, mister i gennemsnit 1.700 kroner om måneden. 9,9 procent bliver ramt i Slagelse Kommune. Det skriver Ugebrevet A4, og det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som står bag undersøgelsen.
Genrefoto: Valber Cortez / Freeimages
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.