Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Zand.News – H.M. Dronningen udtrykker sin dybeste medfølelse. Statsministeren har sine tanker hos ulykkens ofre og deres familier. Carlsberg beklager og udtrykker deres dybeste medfølelse til alle involverede.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II
H.M. Dronningen sender sine tanker og dybeste medfølelse til de efterladte og deres familier samt til de tilskadekomne:
»Denne morgens forfærdelige togulykke på Storebæltsbroen berører mig dybt.
Mine tanker og min dybeste medfølelse går til såvel de efterladte og deres familier som til de tilskadekomne,« skriver Hendes Majestæt Dronning Margrethe II i en pressemeddelelse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Helt almindelige danskere har fået slået deres liv i stykker, skriver statsministeren:
»Morgenens tragiske ulykke på Storebæltsbroen med mange omkomne og sårede har rystet os alle sammen. Helt almindelige danskere på vej på arbejde eller hjem fra juleferie har fået slået deres liv i stykker. Det er dybt ulykkeligt.
Mine tanker er hos ulykkens ofre og deres familier.
Jeg vil gerne takke myndighederne for den store indsats, de yder i disse timer.
Samtidig varmer det med sympati fra kolleger, der har fulgt ulykken på afstand,« skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en pressemeddelelse.
Carlsberg og DB Cargo Scandinavia A/S
»Vi er dybt berørte over ulykken, og operatøren, der har ansvaret for at fragte vores gods, har desværre bekræftet, at et godstog, der transporterede vores gods, var involveret i ulykken.
Vi ved ikke mere på nuværende tidspunkt, men vi er i tæt kontakt med virksomheden, der transporterer vores gods mellem Fredericia og Høje Tåstrup. Vi gør naturligvis alt hvad vi kan for at hjælpe med opklaringsarbejdet.
Vores dybeste medfølelse til alle involverede,« skriver Carlsberg i en pressemeddelelse og henviser til DB Cargo Scandinavia A/S for yderligere oplysninger.
Sund & Bælt-direktør Mikkel Hemmingsen
Sund & Bælt oplyser, at de er meget berørt af den forfærdelige ulykke, og at de samarbejder tæt med de øvrige myndigheder og afventer undersøgelser fra Havarikommissionen, Politiet og Banedanmark.
»Sund & Bælt er meget berørt af den forfærdelige ulykke, der tidligere i dag betød flere omkomne og tilskadekomne på Storebæltsforbindelsen. Flaget er på halv i betalingsanlægget for at vise vores medfølelse,« siger adm. direktør i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen .
Læs også: Opdateret: Togulykke på Storebæltsbroen.
(Arkivfoto: Sund & Bælt A/S).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.