Din chef må ikke længere snage i dine sygeoplysninger

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Fra næste år begrænses arbejdsgiverens adgang til ens helbredsmæssige og lægelige oplysninger.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der skal beskytte medarbejderes helbredsmæssige og lægelige oplysninger. Arbejdsgivere kan som udgangspunkt ikke længere få adgang til oplysningerne i sager om refusion. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Begrænsning af adgang til ens personlige sygeoplysninger

Arbejdsgiveres adgang til personlige oplysninger om sygemeldte medarbejdere begrænses. Udgangspunktet bliver, at arbejdsgivere ikke kan få adgang til helbredsmæssige og lægelige oplysninger om medarbejderen fra kommunen. Aktuelt kan arbejdsgivere få adgang til stort set alle oplysningerne.

I visse situationer vil arbejdsgiveren fortsat kunne få adgang til oplysningerne, hvis de er væsentlige for arbejdsgiverens ret til refusion. Dog skal kommunen i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilke oplysninger arbejdsgiveren må få, og om der er særlige hensyn til medarbejderen, der gør, at arbejdsgiveren ikke skal have oplysningerne.

God balance mellem beskyttelse og økonomiske interesser

»Det er afgørende for mig, at vi nu får justeret reglerne, så en medarbejder kan være på sygedagpenge, uden at arbejdsgiveren automatisk kan få adgang til alle de personlige oplysninger,« siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og fortsætter:

»Der er mange interesser i denne sag, men jeg synes, vi har fundet en god balance mellem at beskytte medarbejderne og samtidig sikre arbejdsgivernes økonomiske interesser.«

De nye regler træder i kraft den 1. januar 2019 og gælder for sager om refusion af sygedagpenge og ressourceforløbsydelse.


Genrefoto: OpenClipart-Vectors / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.