Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »Vaccination bliver starten på enden for epidemien, og derfor går vi alle sammen og venter på den med det håb, at vi kan vende tilbage til en mere normal hverdag,« lyder det fra Søren Brostrøm.
Efter anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, er den første vaccine mod COVID-19 nu blevet godkendt af EU-kommissionen.
Dermed kan Danmark snart begynde at vaccinere de første personer mod COVID-19. Det oplyser Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet i pressemeddelelser.
»Vaccination bliver starten på enden for epidemien«
EU-kommissionen har netop godkendt BioNTech/Pfizers vaccine mod COVID-19. Det betyder, at den største danske vaccinationsindsats i Danmark snart kan begynde.
I Danmark bruger vi kun godkendte vacciner. Og for at en vaccine kan blive godkendt er det en forudsætning, at både effekt og sikkerhed er dokumenteret i meget store videnskabelige studier, og at fordelene overstiger mulige ulemper. (Kilde: Sundhedsstyrelsen).
»Det er en fantastisk nyhed, at vi nu har en godkendt vaccine mod COVID-19 i Danmark. Vaccination bliver starten på enden for epidemien, og derfor går vi alle sammen og venter på den med det håb, at vi kan vende tilbage til en mere normal hverdag. Og får vi vaccinen inden for de nærmeste dage, går vi øjeblikkeligt i gang,« siger direktør Søren Brostrøm.
Ældre og personale i SOSU-sektoren får først tilbuddet
I første omgang får Danmark en begrænset mængde vacciner. Derfor vil der gå noget tid, før alle danskere kan blive tilbudt vaccination.
I begyndelsen vil vaccination derfor blive tilbudt til ældre og til det personale i sundheds-, ældre- og omsorgssektoren, der har tæt kontakt til de mest sårbare borgere. Som tiden går, vil flere og flere borgere blive tilbudt vaccination mod COVID-19 i takt med, at flere vacciner kommer til Danmark.
»Vi forventer, at vi relativt hurtigt kan se en effekt på, hvor mange der bliver smittet med COVID-19 i de risikogrupper, som først får vaccinen. Der er alvorlige udbrud på flere plejehjem og blandt de allerældste, og dér tror vi, at vi vil se en effekt, når vi går i gang med vaccinationerne,« siger Søren Brostrøm.
Får besked om vaccination af kommunen eller i e-Boks
Når vi kan begynde at vaccinere i Danmark, bliver der oprettet vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste personer vil kunne blive vaccineret. Men nogle vil få tilbuddet mere lokalt på for eksempel plejehjem.
Hvis du er en af dem, der får tilbud om at blive vaccineret på et plejehjem eller lignende, vil du blive kontaktet af en fra din kommune, der vil planlægge vaccinationen med dig. Personer, der får tilbud om vaccination i kraft af deres arbejde, vil få besked af deres arbejdsgiver.
Når det er din tur til at blive vaccineret, vil du få besked om det i din e-Boks. De personer, der er digitalt fritaget, vil få brev med posten.
»Det er de mest sårbare, der vil stå forrest i køen, sammen med frontlinjen af vores sundheds- og ældrepersonale, når vi går i gang med at vaccinere. Det bliver et vendepunkt i bekæmpelse af COVID-19. Når udrulningen går i gang, så vil sundhedsmyndighederne følge nøje med og vil løbende evaluere vaccinens effekt og sikkerhed,« siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Læs også: EMA anbefaler godkendelse af første COVID-19-vaccine.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Lal Nallath / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.