Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Flere på plejehjemmet Blomstergården i Slagelse By har nu fået den første COVID-19-vaccination, men kan alle blive vaccinere mod corona, og kan du selv vælge din vaccine?
Den allerførste sending er knap 10.000 doser, og derfor har Sundhedsstyrelsen prioriteret at vaccinere beboere på plejehjem og andre ældre i risiko for alvorligt forløb af COVID-19, samt udvalgt frontpersonale i sundhedsvæsenet og i ældreplejen.
I takt med at Sundhedsstyrelsen får flere leverancer af vacciner, vil Sundhedsstyrelsen udvide tilbuddet til flere risikogrupper, og i løbet af 2021 vil alle få et tilbud om at blive gratis vaccineret mod COVID-19. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
»I dag passerer vi en vigtig milepæl i COVID-19-epidemien«
I morges ved ni-tiden blev de første vaccinationer mod COVID-19 givet til både beboere og personale på en række plejehjem fordelt ud i hele landet. Det var plejehjemmene Blomstergården i Slagelse By, Kærbo i Ishøj, Birkebo i Aalborg, Ankersgade i Aarhus og Ældrecenter Øst i Odense.
Hen over dagen vil der blive vaccineret på en række andre plejehjem og der vil blive givet vacciner til personale på udvalgte afdelinger på sygehuse over hele landet.
»I dag passerer vi en vigtig milepæl i COVID-19-epidemien. Det er utroligt glædeligt, at vi i dag både kan vaccinere de første af vores mest udsatte, og noget af det frontpersonale, der passer på dem. Desværre var det kun en lille sending vi fik at starte med, men vi regner med at modtage flere leverancer allerede før Nytår, så vi kan udvide til flere i målgrupperne, « siger Søren Brostrøm, og fortsætter:
»Det er en historisk dag. Da epidemien ramte Danmark tilbage i februar, regnede jeg ikke med, at vi i dag, blot ti måneder senere, ville være i gang med at vaccinere de første mod COVID-19. De seneste uger har vi arbejdet hårdt på tværs af sundhedsmyndigheder, regioner, kommuner og praktiserende læger for at få udrullet vaccinerne i dag. Det er en imponerende indsats. Tak til alle,« siger direktør Søren Brostrøm.
»Vi prioriterer forebyggelse af alvorlig sygdom og død«
I første omgang er der ikke nok vacciner til alle. Derfor er vaccinationen i starten prioriteret til de grupper, der har størst risiko for et alvorligt forløb blandt andet de ældste, beboere på plejehjem og ældre med risikofaktorer.
Personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen, som har tæt kontakt til de mest sårbare og varetager kritiske funktioner, vil også blive prioriteret først
Efterhånden som Sundhedsstyrelsen får større mængder af vaccine og også flere typer, vil flere og flere borgere blive tilbudt vaccination. Den fordeles ligeligt og på samme tid mellem regionerne efter befolkningstal. Grønland og Færøerne får også deres andel.
Den første mængde vaccine, der kommer til landet, skal bruges til at vaccinere de udvalgte grupper med både det første og andet stik med vaccinen med et bestemt antal dages mellemrum.
»Vi prioriterer forebyggelse af alvorlig sygdom og død højest og fordeler vaccinerne efter det princip, efterhånden som de kommer. Derfor må man ruste sig med lidt tålmodighed, hvis man ikke er en af de grupper, som først får tilbud om vaccination. Alle, som vaccinerne er godkendt til, skal nok få tilbuddet om vaccine på et tidspunkt, når der åbnes bredt op for det,« siger Søren Brostrøm.
Den næste, og større sending vacciner ventes at ankomme til Danmark i løbet af få dage.
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod COVID-19
COVID-19 er en ny virus hos mennesker. Derfor har vi ikke immunitet, der kan beskytte os imod at blive smittet og syge. Og derfor kan sygdommen sprede sig som en epidemi.
Det er kun en lille andel af den danske befolkning, der har haft COVID-19, og ingen ved med sikkerhed, om dem, der har været smittede, er fuldt beskyttede mod at blive smittet igen på et senere tidspunkt.
COVID-19 kan ramme alle. Nogle bliver alvorligt syge og kan dø af sygdommen
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod COVID-19, fordi den beskytter mod at blive smittet og syg af COVID-19. Det er gratis at blive vaccineret, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet.
Kan jeg blive henvist til COVID-19-vaccine nu?
I den allerførste udrulning af vaccinationsindsatsen er der meget begrænsede leverancer.
Derfor vil vaccination kun kunne tilbydes til personer, som har en særligt øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, det vil sige personer der – hvis de bliver smittede – har en særligt høj risiko for indlæggelse og død.
En læge kan visitere en person med særligt øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 til vaccination, så de kan blive vaccineret, som nogle af de første.
Hvordan får jeg tilbud om corona-vaccination?
Efter nytår åbnes for et elektronisk bookingsystem for målgrupper, der bliver tilbudt vaccination. Systemet vil kun være åbent for de personer, der har fået et brev om tilbud om vaccination.
Når du får tilbudt vaccination mod COVID-19, vil du samtidig få information om, hvornår du kan blive vaccineret, og hvis du selv skal bestille tid til vaccinationen, vil du få at vide, hvordan det foregår.
»Når det er din tur til at få en vaccination, går du ind og booker tid på vacciner.dk. Den er styret centralt og åbner kun for personer, der har et af de cpr-numre, der nu tilbydes vaccination. Vaccination bliver foretaget på et af de regionale vaccinationscentre. Når du har fået din første vaccination, reserverer systemet plads til stik nummer to, som skal foretages 21-28 dage efter,« siger Søren Brostrøm.
Hvorhenne skal man vaccineres mod COVID-19?
Sundhedsstyrelsen er i dialog med både kommuner og regioner om den kommende udrulning af vaccinationen.
Regionerne opretter vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste borgere vil kunne blive vaccineret. Nogle vil få tilbuddet mere lokalt på for eksempel plejehjem.
Meget personale i for eksempel sundhedsvæsenet og ældreplejen vil blive tilbudt vaccination på deres arbejdsplads. Det kan for eksempel være på sygehus eller plejehjem eller på et af de regionale vaccinationscentre. Arbejdsgiveren vil give besked om, hvordan det vil foregå.
Sundhedspersonale, som arbejder uden for sygehus, vil blive tilbudt vaccination på et vaccinationscenter.
Hvilken type COVID-19-vaccine bliver jeg tilbudt?
Den første godkendte vaccine mod COVID-19 hedder Comirnaty® og er udviklet af det tyske firma BioNTech i samarbejde med det amerikanske firma Pfizer.
De leverancer af Comirnaty®, som vi får til Danmark, er produceret på fabrikker i Tyskland og Belgien.Comirnaty® er en såkaldt RNA-vaccine. RNA er et naturligt forekommende signalstof i menneskekroppens celler, som koder for dannelsen af bestemte proteiner.
RNA-vaccinerne virker ved at kode for proteiner, der ligner overfladen af COVID-19-virus, og derfor kan stimulere kroppens immunsystem til at lave beskyttelse mod, at man bliver smittet og syg.
RNA-vaccinerne indeholder ikke virus, og indholdsstofferne i vaccinen bliver hurtigt nedbrudt i kroppen, efter de har virket. Comirnaty® indeholder tilsætningsstoffer, som blandt andet skal stabilisere RNA.
Den næste vaccine, der forventes godkendt og leveret til Danmark i januar, er udviklet af det amerikanske firma Moderna og er også en RNA-vaccine.
Kan jeg selv vælge, hvilken vaccine jeg vi have?
Der er begrænsede leverancer af vacciner, fordi de skal opbevares og håndteres under helt særlige forhold. Derfor er der en stram styring af fordelingen af vacciner.
I det gratis tilbud kan du derfor ikke selv vælge, hvilken type vaccine du får. Det samme gælder i øvrigt også for børnevaccinations-programmet og andre gratis vaccinations-programmer i Danmark.
Indtil videre vil alle COVID-19 vacciner, der leveres til Danmark, blive distribueret i det gratis vaccinationstilbud, og det vil derfor heller ikke være muligt selv at købe vaccinen med recept.
Hvis du ikke tager imod tilbuddet, når du får brev i e-Boks, så mister du ikke retten til at få en gratis vaccination på et senere tidspunkt. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at du tager imod tilbuddet, når du får det.
I Danmark vil vi kun bruge godkendte og veldokumenterede vacciner, som Sundhedsstyrelse har vurderet, er både effektive, sikre og velegnede til de målgrupper, der får dem tilbudt.
Hvilke bivirkninger har vacciner mod COVID-19?
Alle vacciner har bivirkninger, og det gælder også for Comirnaty®. Generelt er der tale om milde og forbigående gener, og vi anser Comirnaty® for at være en meget sikker og veldokumenteret vaccine.
De fleste vil opleve smerter på indstiksstedet. Øvrige almindelige bivirkninger er træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser, let temperatur-stigning samt rødme og hævelse på indstiksstedet.
Generelt er der tale om tegn på, at kroppens immunsystem reagerer, som det skal på vaccinen. Hvis du oplever disse kendte og forbigående gener, behøver du ikke kontakte læge.
I sjældne tilfælde kan der ses svære allergiske reaktioner, som blandt andet kan skyldes allergi mod tilsætningsstofferne i vaccinen. Har du en kendt og svær allergi mod for eksempel lægemidler, bør du gøre den, der vaccinerer dig, opmærksom på dette før vaccinationen.
I forbindelse med vaccinationer mod COVID-19 vil der altid være et beredskab til at håndtere sjældne allergiske reaktioner.
Kan alle borgere blive vaccineret mod COVID-19?
Børn og unge under 16 år samt gravide og kvinder, der ammer, vil ikke blive tilbudt vaccination.
I helt særlige tilfælde, for eksempel ved meget alvorlige sygdomme, kan et barn eller en gravid dog godt blive tilbudt vaccination efter en konkret lægefaglig vurdering.
Kvinder i den fertile alder bør være opmærksomme på, om de kan være gravide, før de bliver vaccineret.
Hvis du har høj feber (mindst 38 grader) eller har akut alvorlig infektion som for eksempel lungebetændelse, skal vaccinationen udskydes.
Du kan godt blive vaccineret, hvis du blot har let temperaturstigning eller ikke alvorlige infektioner som for eksempel forkølelse, men overvej altid, om du kunne have COVID-19.
Hvis du får blodfortyndende medicin, har for få blodplader eller har en sygdom som hæmofili, kan der opstå blødning eller blå mærker efter indsprøjtning i musklen, men sædvanligvis kan du godt blive vaccineret.
Effekten af vaccine kan være lavere hos personer med immundefekt eller som får immunsupprimerende behandling, men sædvanligvis kan man godt blive vaccineret.
Hvis du har kendt svær allergisk straks-reaktion (anafylaksi) overfor et eller flere af indholdsstofferne i Comirnaty®, for eksempel det der hedder macrogol eller PEG, eller hvis du fik anafylaksi efter den første dosis, så skal du ikke vaccineres med Comirnaty®.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Ksenia Zvezdina / IStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.