Dagligvarekæder får Kræftens Bekæmpelses Hæderspris

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Dagligvarekæderne Aldi, COOP, Lidl, REMA 1000, Salling Group og Magasin modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2019 for at gemme tobak væk i butikkerne.

Aldi, COOP, Lidl, REMA 1000, Salling Group og Magasin enten har eller er på vej til at skjule cigaretpakker og tobak i skabe eller bag forhæng, så de ikke mere er synlige for kunderne. Magasin har valgt helt at stoppe med at sælge tobak.

Undersøgelser viser, at børn og unge er mindre tilbøjelige til at eksperimentere med rygning, når de ikke bliver udsat for synlig markedsføring af tobak i butikker.

Tobak under disken betyder, at især børn og unge ikke bliver fristet af tobak. Men tiltaget støtter også voksne, der gerne vil stoppe med at ryge og begrænser impulskøb af cigaretter. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Dagligvarekæderne tager ansvar og går forrest

Mandag den 4. februar 2019 fik de administrerende direktører for Aldi, COOP, Lidl, REMA 1000, Salling Group og Magasin Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2019 overrakt af H.K.H. Kronprinsessen. Det skete ved et arrangement i Skuespilhuset i København, som også var en markering af World Cancer Day.

»Dagligvarekæderne har valgt at tage ansvar og gå forrest i en fælles indsats for at skabe et samfund, hvor børn og unge ikke begynder at ryge. Hvert år dør næsten 13.600 mennesker i Danmark på grund af rygning, og de fleste af dem tændte den første cigaret, da de var unge. Supermarkedskæderne har valgt at sætte hensynet til børn og unge højere end risikoen for at miste kunder,« siger Helen Bernt Andersen, som er formand for Kræftens Bekæmpelse.

Prismodtagerne har bedt Kræftens Bekæmpelse om at give hædersprisen på 50.000 kroner til et godt formål. Kræftens Bekæmpelse har besluttet, at beløbet skal gå til Middelfart Produktionsskole som anerkendelse af skolens arbejde for at forebygge rygning blandt eleverne, som er i alderen 16-25 år.

Tobakssalget falder ude i dagligvarekæderne

I starten af dette år udsendte Salling Group en meddelelse om, at dagligvarekæderne Netto, Føtex og Bilka, der skjulte tobakken sidste år, solgte en million pakker cigaretter færre i 2018 end året før. Nedgangen i tobakssalget var størst i butikker kendetegnet ved mange unge kunder, har Salling Group fortalt.

»Dagligvarekæderne har handlet, mens politikerne tøver. Nu har vi brug for lovgivning, der sikrer, at alle andre butikker også skal skjule tobakken. Og vi har brug for en national plan mod tobak, der også indeholder andre tiltag – herunder det allermest effektive redskab: højere priser,« siger Helen Bernt Andersen.

World Cancer Day markeres verden over hvert år den 4. februar. Formålet med dagen er at gøre opmærksom på kræft og opfordre til bedre forebyggelse, opdagelse og behandling af sygdommen. Det er Union for International Cancer Control (UICC), der står bag World Cancer Day. Det endelig mål for arbejdet er, at færre mennesker rammes af kræft, og at færre dør af sygdommen.

Øverst: Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2019. (Foto: Tomas Bertelsen). /rk

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.