Zand.News – Regeringen opfordrer tog- og busrejsende til at overveje, om der er mulighed for at rejse uden for myldretiden ved måske at møde lidt tidligere eller senere på arbejdspladsen. Samtidig planlægger DSB at indsætte ekstra togmateriel for at fordele trafikken.
Regeringen tager den aktuelle situation med risiko for coronaspredning alvorligt. Derfor udsendes i dag opfordringer til, hvordan de rejsende med kollektiv trafik kan tage hensyn til hinanden og tage konkrete forholdsregler.
Endvidere udsendes opfordringer til udbyderne af den kollektive trafik. Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Inddæmre smittespredningen af COVID-19
Hver dag rejser rigtig mange danskere med den kollektive trafik til arbejde, til fritidsaktiviteter, på besøg hos familier og venner med videre.
Regeringen ønsker at inddæmme smittespredningen af COVID-19, samtidig med at danskernes hverdag søges påvirket mindst muligt.
I myldretiden kan passagerne med den kollektive trafik komme ud for at skulle stå særligt tæt i busser, tog og metro. Regeringen opfordrer derfor de rejsende til at overveje, om der er mulighed for at rejse uden for myldretiden, ved eksempelvis at møde lidt tidligere eller senere på arbejdspladsen.
Tag hensyn til hinanden og tag enkle forholdsregler
Er du syg eller formoder du, at du er smittet, så opfordres du ligeledes til at tage hensyn til andre ved ikke at rejse med den kollektive trafik. For det er netop i den kollektive trafik relevant både at tage særligt hensyn til hinanden, men også at tage enkle forholdsregler.
Læs også: Coronavirus: DSB iværksætter ændringer i driften.
»For rigtig mange mennesker er den kollektive trafik en del af hverdagen, hvor man kan komme ud for at stå eller sidde tæt på andre mennesker,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:
»I den aktuelle situation med coronavirussen opfordrer vi derfor de rejsende til at være hensynsfulde over for hinanden, og særligt over for de ældre medrejsende. Vi opfordrer også udbyderne af den kollektive trafik til at informere de rejsende mest muligt og at være opmærksomme på hygiejne og rengøring.«
DSB og Metroselskabet planlægger at indsætte ekstra togmateriel for at fordele trafikken over flere afgange.
Læs også: Beskyt dig selv og andre mod ny coronavirus.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Jens Hasse / Chili Foto / DSB). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.