Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Regeringen indfører yderligere tiltag frem mod og hen over jul og nytår for at reducere aktiviteten i samfundet og for at nedbringe smitten med COVID-19.
Smitten med COVID-19 er stigende i hele landet. På anbefaling fra Indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, indfører regeringen yderligere nationale tiltag frem mod og hen over jul og nytår for at reducere aktiviteten i samfundet og nedbringe smitten med COVID-19.
Det skriver Sundhedsministeriet en pressemeddelelse. Derudover holdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde i Statsministeriet her til aften.
Sygehusvæsnet er presset og storcentre lukker
Risikovurderingen for hele Danmark hæves til niveau 4, som er det næsthøjeste niveau, og sundhedsvæsnet er allerede under pres
»Sygehusvæsnet er presset, og vi er nødt til at prioritere, så personalet kan tage sig af de allermest syge patienter. Det betyder desværre, at operationer vil blive udskudt måske til en gang i det nye år,« siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.
Læs også: Coronabølgen rammer Slagelse Sygehus.
Læs også: Region Sjælland øger COVID-19-beredskabet.
Samtidig bliver følgende lukket:
- Den 17. december: Alle storcentre og stormagasiner.
- Den 25. december: Alle butikker bortset fra apoteker og supermarkeder.
- Den 21. december: Liberale erhverv såsom frisører, massører og tatovører.
- Den 21. december: Efterskoler, højskoler og SFO med videre.
»Vi gør det, vi gør, fordi en epidemi, der løber ud af kontrol vil have store konsekvenser og større konsekvenser end det at lukke ned nu,« siger Mette Frederiksen.
Læs også: Udvidelse af corona-restriktioner til hele landet.
Læs også: Nye COVID-19-tiltag for Slagelse Kommune.
Myndighederne melder snart ud i forhold til nytåret
Det er uafklaret, hvorvidt der kommer særlige restriktioner eller anbefalinger i forhold til nytårsaften.
»Det vil ikke være rimeligt, at vi på årets sidste dag sætter det hele over styr,« påpeger Mette Frederiksen på pressemødet.
Derfor vil myndighederne melde klart ud i forhold til nytåret i løbet af næste uge. Det kan ende med yderligere opstramninger, hvis smittetallene ikke vender.
Læs mere om nedlukningen, smitteudviklingen, hjælpepakker og lønkompensation på: sum.dk.
Flere oplysninger om nedlukningen af Danmark
Frem mod og hen over jul og nytår indføres derfor en række nye tiltag – ud over de allerede gældende nationale tiltag og skærpede tiltag – med henblik på at bryde smittekæderne og bevare kontrollen med epidemien.
Før jul indføres en række nye restriktioner for detailhandlen og serviceerhvervene. Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer lukkes fra 17. december 2020 til og med 3. januar 2021. Udvalgsvarebutikker, som for eksempel byggemarkeder, boligforretninger med videre, der er på 5.000 kvadratmeter eller derover, lukker ligeledes fra den 17. december 2020 til og med 3. januar 2021.
Desuden lukker liberale serviceerhverv, hvor den nødvendige smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, herunder frisører, massører, tatovører, køreskoler med videre, fra mandag den 21. december 2020 til og med 3. januar 2021.
Efter jul iværksættes en yderligere nedlukning. Fra den 25. december 2020 lukker alle udvalgsvarebutikker, herunder butikker under 5.000 kvadratmeter.
Der vil dog i hele perioden fortsat være åbent i dagligvarebutikker, supermarkeder, apoteker og butikker med medicinsk udstyr.
Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel, herunder fyrværkeri.
Derudover vil elever i 0.-4. klasse, der ikke allerede er gået på juleferie, herunder SFO og klubtilbud, blive hjemsendt fra 21. december til og med 3. januar, ligesom elever på blandt andet efterskoler, kostskoler og folkehøjskoler sendes hjem. Der vil dog være mulighed for nødpasning.
Der gælder fortsat øvrige nationale tiltag til og med den 28. februar, herunder anbefalinger om begrænsning af social kontakt, forsamlingsforbud og krav og opfordringer om brug af mundbind og visir med videre.
Desuden gælder fortsat en række skærpede tiltag frem til og med den 3. januar 2021.
Øverst: Genrefoto. (Foto: logolis / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.