Coop samler tre kæder i én og bliver til Coop

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – Coop-kæden kommer til at bestå af de største butikker fra tre af Danmarks landskendte kæder: Kvickly, SuperBrugsen og Irma. De lokale butikker i Dagli`Brugsen og butikker, der ikke skal være med, skifter på sigt navn til Brugsen.

Coop samler Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som helt enkelt kommer til at hedde: Coop. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Etablering af Danmarks største supermarkedskæde

Med lanceringen af den nye strategi ”Fremtidens Coop” gennemfører Coop store forandringer og forenklinger, der angiveligt skal skaffe danskerne bedre og billigere dagligvarer.

Det indebærer etablering af Danmarks største supermarkedskæde. Navnet bliver helt enkelt: Coop – navnet på koncernen, på varerne, på appen og altså nu også på den største kæde. De første butikker i den nye stor-kæde åbner efter sommerferien i år.

Coop-kæden kommer til at bestå af de største butikker fra tre af Danmarks kendte kæder: Kvickly, SuperBrugsen og Irma. Coop bliver suverænt Danmarks største supermarkedskæde.

De lokale butikker i Dagli`Brugsen – og de butikker, der ikke skal være med i Coop-kæden – skifter på sigt navn til Brugsen, og vil blive drevet med størst mulig lokal frihed, tilpasset specifikt til kunderne de enkelte steder. Brugsen er hjertet af Coop-familien og skal have de bedste muligheder for også at være det lokale samlingssted i fremtiden.

»Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop. Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer. Samtidig er vi ramt af prisforhøjelser fra leverandører, som vi langt fra, har fået hjem i vores priser til kunderne. Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne, har det medført et meget stor fald i indtjeningen, og vi forventer det dårligste resultat i Coops historie, et underskud på et stort, trecifret millionbeløb,« siger direktør Adm. Direktør fra Coop og fortsætter:

»Men vi vil komme stærkere ud og grundlæggende forbedre vores langsigtede konkurrenceevne i stedet for kortsigtede løsninger. Derfor gennemfører vi nu denne strategi, som skal skabe Fremtidens Coop. Det bliver et meget enklere og meget mere effektivt Coop med styrket konkurrenceevne og kundeattraktivitet, uanset om det er i vores discountbutikker, supermarkeder eller lokale nærbutikker. Det bliver en stor men nødvendig rejse – og vi vil inddrage både vores kunder og medarbejdere i at bygge Danmarks førende dagligvarekæder.«

Med den nye struktur går Coop fra at have haft otte kæder til at have tre. Indtil sidste år havde man: Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD. Fremover altså: Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.

Irma-brandet fortsætter – som et “mærke”

Irma vil ændres fra at være en københavnsk butikskæde til at være et landsdækkende mærke, hvor et større antal unikke Irma-varer vil kunne fås i alle Coop-supermarkederne.

Irma har i en årrække haft underskud. Selv under Coronakrisen, hvor Coop som koncern skabte de bedste resultater nogensinde, lykkedes det ikke at skabe overskud i Irma. Kundernes stærkt stigende indkøb i discount, har været en udfordring for kæden.

Af de 65 Irma-butikker konverteres de ni største til den nye Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker.

»Det er en beslutning, der smerter os dybt. For vi har enorm respekt for den stærke kultur i Irma, den enestående medarbejder-indsats og de mange kunders loyalitet og varme følelser for kæden. Men vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde: Kunderne går mere og mere i discount og Irma har større og større underskud. Samtidig er kæden nede i en størrelse, hvor det gør det vanskeligt at udvikle unikke varer, som er et af kædens særpræg,« siger Kræn Østergård Nielsen.

De omkring 2.000 medarbejdere i Irma vil i videst muligt omfang blive tilbudt job i Coop.

»Medarbejderne i Irma hører til blandt de bedste og mest erfarne i dansk dagligvarehandel. Vi vil naturligvis gerne beholde så mange af dem som muligt i Coop-familien,« siger Kræn Østergård Nielsen.

Irma-butikkerne fortsætter normalt frem til omkring 1. april, hvorefter konverteringerne og lukningerne begynder, løbende frem mod årsskiftet.

Coop.dk MAD er ikke økonomisk bæredygtig

Coop.dk MAD, der de seneste 10 år har leveret dagligvarer direkte til døren over hele Danmark, stopper med udgangen af februar. Det sker efter underskud alle årene, der viser, at der endnu ikke er en forretningsmodel for online-supermarkeder, der er økonomisk bæredygtig, hverken for Coop eller andre aktører. Sidste bestillingsdag på Coop.dk MAD bliver 27. februar, og sidste levering bliver 28. februar.

»Vi kan desværre ikke forsvare at fortsætte med at investere så massivt i onlinemarkedet med dagligvarer, hvor ingen endnu har fundet en økonomisk bæredygtig forretningsmodel – og slet ikke når som vi vil gøre det under ordnede forhold med overenskomst for chaufførerne,« siger Kræn Østergård Nielsen.

Til gengæld fokuseres kræfterne på Coops anden og største online-butik, den succesfulde nonfood-forretning, Coop.dk Shopping, der fortsætter under navnet, Coop.dk og som kommer til at spille tættere sammen med de fysiske butikker i Coop-kæden.

De cirka 230 medarbejdere bliver opsagt, men Coop vil i videst muligt omfang søge at finde jobs til dem andre steder i Coop-familien.

»Ledelsen i Coop.dk MAD anført af direktør Lars Rasmussen og hele teamet på terminalen i Vallensbæk og de mange chauffører har gjort et fremragende job, skabt en velfungerende drift og givet kunderne en meget tilfredsstillende service. Men lige som alle øvrige aktører i Danmark må vi konstatere, at forudsætningerne for at drive et både lønsomt og ansvarligt online-supermarked ikke kan ses så langt øjet rækker,« siger Kræn Østergård Nielsen.

Bonusprogrammet ændres til egne varemærker

Coops fordele for medlemmerne ændres, så man ikke længere får 1 procents bonus på hele ens køb. Fra 1. maj ændres bonusprogrammet, så man opsparer en procent bonus på køb af en række af Coops egne stærke varemærker. De øvrige fordele fortsætter uændret. Det gælder f.eks. personlige tilbud, medlemstilbud, Samvirke mm. Ændringen betyder, at Coop PrimeKonto lukker ned den 30. april. I løbet af april vil medlemmer kunne tilmelde sig den nye FordelsKonto.

Læs også: Coop lukker 12 Dagli´Brugser herunder 1 i Frølunde.

Øverst: Dagli’Brugsen i Frølunde, der er ved at lukke. (Arkivfoto: Dagli’Brugsen Frølunde / Facebook). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.