Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – »Vi har nu en mere smitsom virusvariant, og vi har derfor brug for immunitet i befolkningen, ikke mindst når vi om nogle måneder begiver os ind i efteråret. Ved at tilbyde vaccination til børn og unge mellem 12 og 15 år, opbygger vi immunitet i befolkningen,« lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
Alle over 16 år er allerede inviteret, og i løbet af de kommende dage modtager omkring 240.000 børn og unge mellem 12 og 15 år deres invitation til vaccination.
I den forbindelse har Sundhedsstyrelsen udgivet materiale, der kan støtte forældre og de unge i deres beslutning. Og i regionernes vaccinationscentre melder de om masser af ledige tider, så opfordringen er at skynde sig at få booket tid til vaccination. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Formålet er at opbygge immunitet i befolkningen
Sidst i maj blev COVID-19-vaccinen fra Pfizer-BioNTech godkendt til børn fra 12 år. Siden da har Sundhedsstyrelsen lavet en grundig faglig vurdering af grundlaget for godkendelsen og anbefaler på den baggrund, at vaccination mod COVID-19 bliver tilbudt til børn og unge fra 12-15 år.
»Vi har nu en mere smitsom virusvariant, og vi har derfor brug for immunitet i befolkningen, ikke mindst når vi om nogle måneder begiver os ind i efteråret. Ved at tilbyde vaccination til børn og unge mellem 12 og 15 år, opbygger vi immunitet i befolkningen, der kan hjælpe os med at bevare kontrollen med epidemien og beskytte dem, der er i særlig risiko,« forklarer enhedschef Bolette Søborg.
Forældrene kan beslutte sig på et oplyst grundlag
Når invitationerne til de 12-15-årige bliver sendt ud, havner de i e-Boks. Borgere, der ikke er tilmeldt digital post, får deres invitation med post. De 15-årige modtager selv deres invitation, mens forældrene bliver orienteret om, at den unge er inviteret. For børn under 15 år bliver invitationsbrevene sendt til forældrene, da det er forældrene, der beslutter, om barnet skal vaccineres mod COVID-19.
Sundhedsstyrelsen har sat gang i en øget informationsindsats målrettet børnene og deres forældre. Formålet med informationsindsatsen er at fremlægge viden og dokumentation, så forældre på et oplyst grundlag kan træffe et velinformeret valg om, hvorvidt de vil tage imod tilbuddet og lade deres barn vaccinere.
Mere fleksibelt at booke tid til vaccination
Regionerne melder, at der er mange ledige tider til vaccination, og samtidig er det blevet mere fleksibelt at booke sin tid.
For eksempel kan man bestille tider på forskellige vaccinationssteder, så man kan blive vaccineret, selvom man holder ferie i en anden region. Det kræver bare et opkald til en af de regionale hotlines, som kan hjælpe med at booke en tid der, hvor man opholder sig på vaccinationstidspunktet.
»Vi går nu ind i den afgørende sidste fase, hvor det eneste, der nu står tilbage, er, at alle, der er inviteret, får bestilt tid til deres vaccinations-forløb. Vi er virkelig godt på vej. Næsten 3 ud af 4 har fået første stik, og tæt på halvdelen er færdigvaccinerede. Men vi skal have de sidste med. Heldigvis er der masser af ledige tider. Vi har vaccinerne, og regionerne står klar med ekstra indkaldt mandskab. Så en opfordring herfra er, at gå ind og få booket en tid,« siger Bolette Søborg.
Endelig er det også muligt at blive skrevet op på regionernes ventelister, eller ringelister, som de også bliver kaldt. Det giver mulighed for at blive ringet op på dagen, hvis der kommer afbud, eller der af andre grunde er vacciner i overskud.
Øverst: Genrefoto. (Foto: WiR Pixs / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.