Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Zand.News – Kunder, der rejser med enkeltbillet eller rejsekort, vil opleve, at prisforskellen bliver mindre, og flere steder vil det være samme pris.
Søndag den 15. januar 2023 bliver billetpriserne for togrejser i Danmark reguleret. Det skriver DSB i en pressemeddelelse.
Priserne stiger gennemsnitligt 4,9 %
Efter flere år med få eller ingen justeringer i taksterne, så kommer dette års ændringer til at afspejle de stigende udgifter på blandt andet brændstof.
Generelt må selskaberne i den offentlige transport i år lade priserne stige med gennemsnitligt 4,9 procent. Den ramme er fastsat af Trafikstyrelsen ud fra forventningerne til årets udgifter. Derefter taler tog- og trafikselskaberne sammen om, hvor prisændringerne skal ske.
Kunder, der rejser med enkeltbillet eller rejsekort, vil opleve, at prisforskellen på de to typer billetter bliver mindre og flere steder vil det fra den 15. januar være samme pris.
»Vi ønsker, at det skal være mere enkelt at gennemskue hvilken billet, der passer bedst til din rejse, uanset hvilken kanal billetten er købt i, så vi har valgt at regulere på priserne for at mindske forskellen i priserne,« siger Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef i DSB.
Kundechefen tilføjer, at DSB fortsat vil have et stort udbud af billige Orange-billetter til salg til rejser både regionalt og på tværs af landet.
»Hvis man rejser mere fast, vil vi anbefale kunderne at prøve at tage et pendlertjek for at se, om det er et pendlerkort, der bedst kan betale sig. For selv om man arbejder hjemme nogle dage om ugen, kan det være en attraktiv mulighed for eksempel at have et Pendler20 pendlerkort,« siger Charlotte Saltoft Kjærulff.
Vest for Storebælt på Fyn og i Jylland
Takstændringerne for togtrafikken i Jylland og på Fyn bliver fastsat i samarbejde med Arriva for togrejser vest for Storebælt. Den gennemsnitlige stigning for DSB’s togrejser er fastsat til 3,9 procent fra januar 2023. Taksten for enkeltbilletter stiger i gennemsnit 2,1 procent, og for rejser med rejsekort sker der en gennemsnitlig ændring på 6,9 procent, der resulterer i en ens pris for de to billettyper.
De kommende ændringer i priserne for pendlerkort er aftalt på tværs af alle tog- og trafikselskaber i Vestdanmark, hvor de gennemsnitlige stigninger bliver på 2,4 procent. De største ændringer sker for rejser mellem 3 og 5 zoner med mellem 4,2 og 4,7 procent. I Midttrafiks område ender den gennemsnitlige stigning for pendlerkort på 2,9 procent.
Øst for Storebælt herunder hele Sjælland
For rejser med bus, tog og metro på Sjælland, Lolland, Falster og Møn er der tale om en gennemsnitlig stigning på 4,9 procent i DOT-samarbejdet, der består af Metroselskabet, Movia og DSB.
Blandt ændringerne i Østdanmark sker der også her justeringer i forskellen på rejser med enkeltbillet og på rejsekort for at gøre forskellen i prisen på de to billetter mindre.
Det betyder, at kunder, der rejser på enkeltbilletter, vil opleve et prisfald, hvis de rejser længere end to zoner. Den gennemsnitlige prisnedsættelse for enkeltbilletter vil være på cirka 6,3 procent – eksempelvis bliver prisen for en længere rejse på enkeltbillet på 12 zoner 20 kroner billigere – fra 116 kroner til 96 kroner.
Pendlere, der rejser med pendlerkort på ti zoner og mere, oplever ingen ændringer. På pendlerkort til kortere rejser sker der stigninger på mellem 0 og 9,8 procent – eksempelvis stiger et to-zoners pendlerkort med 40 kroner om måneden til 450 kroner, mens et otte-zoners pendlerkort fra eksempelvis Roskilde til København H stiger med 20 kroner til 1.350 kroner pr. måned.
Disse takstændringer er tidligere offentliggjort i en separat pressemeddelelse udsendt af DOT den 15. november 2022. Der er altså ikke noget nyt i forhold til sidst, og afsnittet er alene taget med for fuldstændighedens skyld.
Rejser over Storebælt via Storebæltsbroen
For togrejsende mellem Vest- og Østdanmark sker der en gennemsnitlig ændring på 3,2 procent. Ændringerne kommer her til at betyde, at forskellen på enkeltbilletter og rejsekort bliver mindre.
For pendlere over Storebælt sker der stigninger på pendlerkort på 2,6 procent. Priserne for det fleksible pendlerprodukt Pendler 20 vil være uændret eller endda falde i pris, det gælder eksempelvis for rejser mellem København og Nyborg, der bliver 100 kroner billigere fra 4.820 kroner til 4.720 kroner. Hvis togturen derfor ofte går på tværs af landet, kan man med fordel tjekke, om for eksempel Pendler 20 passer bedre til rejsemønstret.
Der er fortsat et stort udbud af Orange-billetter for rejser mellem landsdelene.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Jens Hasse / Chili Foto / DSB). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.