Aftale om yderligere genåbning indgået i nat

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Der åbnes blandt andet for fitnesscentre, og kravet om forudgående bordbestilling ved indendørsservering afskaffes.

Regeringen er sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om at åbne yderligere som led i den gradvise genåbning af Danmark.

Partierne er blandt andet enige om, at alle børn og unge skal hurtigt tilbage i skolerne, ligesom der åbnes for konferencer, spillesteder, teatre, biografer med videre. Der er ligeledes aftalt en plan for afholdelse af større forsamlinger og arrangementer. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Åbning af fitnesscentre, restauranter og private fester

Aftalen om yderligere genåbning kommer som opfølgning på Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark af 22. marts 2021.

Læs også: Nu åbner Danmark endnu hurtigere (16. april).

Den nye aftale udmønter den allerede aftalte genåbning pr. 6. maj 2021 af konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter, samt af indendørs idræt for personer over 18 år. Der er krav om coronapas.

Der åbnes endvidere for fitnesscentre, og kravet om forudgående bordbestilling ved indendørsservering (den såkaldte 30-minuttersregel) afskaffes. Her er også krav om coronapas.

Samtidig må serveringssteder med videre holde åbent efter kl. 23.00 for særlige private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen.

Grundskoler, uddannelser og videregående uddannelser

Desuden indebærer aftalen, at flere børn og unge kan komme fysisk tilbage i skole. Blandt andet åbnes den 6. maj for 100 procent fremmøde for 5.-8. klasse i grundskolen, elever på erhvervsuddannelser og for afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser nationalt.

Pr. 21. maj 2021 åbnes for 100 procent fremmøde for de resterende elever på ungdoms- og voksenuddannelser og 50 procent fremmøde for studerende på videregående uddannelser.

Der er ligeledes enighed om, at større forsamlinger og arrangementer kan afholdes efter en plan, der tager udgangspunkt i de ordninger, der er anbefalet af Ekspertgruppen om afholdelse af større forsamlinger og arrangementer.

»Selv om vi i Danmark står et godt sted, er det fortsat afgørende, at vi fastholder en ansvarlig balance uden at miste kontrollen med epidemien. For mens smittesituationen i Danmark er stabil, ser vi, at mange andre lande er ramt af en tredje bølge og nye nedlukninger, som vi meget gerne skal undgå i Danmark,« siger justitsminister Nick Hækkerup (S) og fortsætter:

»Sundhedsmyndighederne vurderer fortsat, at genåbningen bør ske forsigtigt og trinvis, så vi om nødvendigt kan reagere hurtigt på stigninger i smitten. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi i dag står med endnu en ny og balanceret aftale, hvor det blandt andet har været muligt at sende mange flere børn og unge tilbage i skole. Samtidig har vi fået en plan for, hvornår store forsamlinger og arrangementer kan afholdes.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Skynesher / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.