Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Zand.News – »Hvis uret på armen vibrerer og giver lyd, hver gang man får en besked, kan det være svært at lade være med at læse beskeden. Men det kan være lige så risikabelt at klikke på sit smartwatch og læse sin besked, som hvis man sad med en håndholdt mobil. Derfor advarer vi i en ny kampagne mod at bruge smartwatches bag rattet,« lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
De fleste har lært, at det er farligt og strafbart at bruge sin håndholdte mobil, når man kører. Nu advarer Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension om, at en ny, farlig tendens kan være på vej. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
Uret på armen vibrerer og giver lyd ved hver besked
I takt med at flere og flere danskere ejer et smartwatch, er bekymringen, at det kan friste mange bilister til at tjekke og svare på sms´er, notifikationer og mails på deres smartwatch, mens de kører. I 2016 var der 3 procent af de 18-69-årige danskere, der ejede et smartwatch. Det tal er nu steget til 21 procent, viser nye tal fra Indeks Danmark/Gallup Marketing.
»Hvis uret på armen vibrerer og giver lyd, hver gang man får en besked, kan det være svært at lade være med at læse beskeden. Men det kan være lige så risikabelt at klikke på sit smartwatch og læse sin besked, som hvis man sad med en håndholdt mobil. Derfor advarer vi i en ny kampagne mod at bruge smartwatches bag rattet,« siger Lisbeth Sahl Bauditz, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Selv om et stort flertal af bilisterne mener, at det er uacceptabelt at være uopmærksom bag rattet, så viser Rådet for Sikker Trafiks årlige undersøgelser, at mange har svært ved at lade for eksempel deres mobil være, når den ringer eller der kommer notifikationer og beskeder.
»Uopmærksomhed koster liv! Vi ved at uopmærksomhed eller manglende orientering bag rattet er medvirkende årsag til flere end 100 trafikdrab om året. Der er mange måder at blive distraheret på når man kører bil, og nye gadgets må ikke få tallet til at stige. Det skal være mere sikkert at køre bil, så vi – og bilerne – kan komme sikkert frem,« fortæller Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i F&P.
Smartwatches kommer som endnu en potentiel distraktor
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har undersøgt en række voldsomme frontalkollisioner på landevejene. Undersøgelserne viser, at i en markant del af ulykkerne var det uopmærksomhed, som var medvirkende årsag til at ulykkerne skete. I en af de dødsulykker, som Havarikommissionen undersøgte, mener man, at det var et smartwatch, der havde taget førerens opmærksomhed.
»Uopmærksomhed er generelt et stort problem, som vi også ser i mange andre ulykker end frontalkollisioner, og det er uheldigt, at smartwatches nu kommer til som endnu en potentiel distraktor på den i forvejen lange liste over ting, der kan aflede førernes opmærksomhed og føre til ulykker,« siger Rikke Rysgaard, der er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Det giver et klip i kørekortet, en bøde på 1.500 kroner og 500 kroner til Offerfonden, hvis man taster eller skriver på sit smartwatch for eksempel for at læse eller skrive en besked, mens man kører bil.
Øverst: Bilist taster på sit smartwatch under kørslen. (Foto: Rådet for Sikker Trafik). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.