Zand.News – Inden du skænker din næste flaske fra Snaps Bornholm op i snapseglasset til din sild, bør du måske lige tjekke, om der står “Håndsprit” på flasken.
Hånddesinfektionsproduktet “Håndsprit” fra Snaps Bornholm ApS tilbagekaldes, da produktets emballage kan forveksles med virksomhedens fødevareemballager. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Emballagen anvendes også til spiritusprodukter
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har den 18. maj 2020 påbudt virksomheden Snaps Bornholm ApS straks at tilbagekalde hånddesinfektionsproduktet ”Håndsprit” fra forhandlere og brugere.
»Snaps Bornholm ApS har markedsført et hånddesinfektionsprodukt i en emballage, som virksomheden også anvender til virksomhedens spiritusprodukter,« siger Kim Holm Boesen, der er kontorchef i Miljøstyrelsen, og fortsætter:
»Kemikalieinspektionen finder, at produktet “Håndsprit” kan forveksles med virksomhedens spiritusprodukter, og der derved kan opstå farlige situationer, hvis brugerne forveksler “Håndsprit” med spiritusprodukterne og kommer til at indtage hånddesinfektionsproduktet.«
Snaps Bornholm påsætter nu en doseringspumpe
Kemikalieinspektionen har i påbuddet beskrevet, at produktet ikke må kunne forveksles med spiritusprodukterne og har i den forbindelse oplyst, at etiketterne skal adskille sig helt klart fra etiketterne på spiritusprodukterne, ligesom produktet kan påføres en doseringspumpe for at undgå overdosering af hånddesinfektionen samt undgå forveksling af produkterne.
Hvis disse krav er opfyldt, kan emballage, der også anvendes til fødevareprodukter eller kan sammenlignes hermed, anvendes til hånddesinfektionsprodukter i den nuværende situation i Danmark, som efter inspektionens vurdering må betegnes som en nødsituation for så vidt angår hånddesinfektionsområdet, hvor der er et meget stort behov for hånddesinfektion.
Efterfølgende har Snaps Bornholm ApS meddelt Kemikalieinspektionen, at virksomheden lovliggør deres produkt ved at påsætte et klistermærke på hånddesinfektionsproduktet, hvor der tydeligt fremgår en advarsel mod at drikke produktet, og påsætter en doseringspumpe på allerede solgte og leverede produkter.
Påbuddet er meddelt i henhold til kemikalielovens § 48, stk. 2, nr. 3.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Stanislav Ostranitsa / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.