Advarsel: Del ikke video fra New Zealand

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Politiet advarer mod at dele video fra New Zealand. Enkelte er allerede sigtet for at billige terrorisme i forbindelse med deling af drabsvideoen fra Marokko.

I forbindelse med de tragiske hændelser i New Zealand hvor mindst 40 mennesker meldes dræbt, opfordrer dansk politi nu på det kraftigste til, at man ikke deler videoer fra hændelsen. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Video dukkede op på Facebook kort efter angrebet

Natten til fredag dansk tid åbnede et ukendt antal gerningsmænd ild mod to moskeer i byen Christchurch i New Zealand.

Kort efter angrebet begyndte en video optaget af de formodede gerningsmænd at florere på Facebook og andre steder på nettet, og derfor advarer dansk politi nu befolkningen mod at dele videoer fra angrebet.

Det kan få vidtrækkende konsekvenser for en selv

»Lad være med at dele videoen. Det er utroligt krænkende for de efterladte og kan i visse tilfælde være strafbart, at dele den form for materiale. Samtidig er det en voldsom oplevelse både at se og modtage den slags videoer, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for en selv,« forklarer Mikael Wern, som er politiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet.

Læs også: Folk fortsætter med at dele børnepornovideo.

Senest har politiet sigtet et antal personer for at have delt drabsvideoen fra Marokko. Personerne er i den sag primært sigtet for at dele noget, der vedrører andres private forhold, men enkelte er også sigtet for at billige terrorisme.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.