Zand.News – Nettoudgifterne ved indvandring er faldet med 5 milliarder kroner i 2016. Det skyldes blandt andet en øget beskæftigelse.
Finansministeriets årlige analyse af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser viser et markant fald i de samlede nettoudgifter i 2016.
Det drejer sig både om faldende udgifter for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere og stigende overskud for vestlige indvandrere og efterkommere. Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
ikke-vestlige indvandring koster 35 milliarder
Tre år i træk har Finansministeriet opgjort indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser.
Opdateringen af analysen af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser, med de seneste registerdata for i 2016, viser, at nettoudgifterne ved indvandring samlet set er faldet med 5 milliarder kroner.
Det dækker over, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere indebærer en nettoudgift for de offentlige finanser på 35 milliarder kroner i 2016. Nettoudgiften for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er faldet med knap 3 milliarder kroner fra 2015 til 2016.
Vestlige indvandrere og efterkommere bidrager positivt til de offentlige finanser med 5 milliarder kroner i 2016, hvilket er en stigning på cirka 2 milliarder kroner i forhold til året før.
»Det er meget positivt, at vi kan se, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande trækker knap 3 milliarder kroner mindre på de offentlige kasser i 2016, selv om gruppen fortsat er en nettoudgift på 35 milliarder kroner,« siger finansminister Kristian Jensen (V) og fortsætter:
»Indførelsen af integrationsydelsen har bidraget til at reducere de direkte udgifter til indkomstoverførsler til især indvandrere fra ikke-vestlige lande. Jeg glæder mig samtidigt over, at vestlig indvandring af arbejdskraft styrker mulighederne for finansiering af velfærden.«
Nettoudgiften til indvandrere og efterkommere er faldet med 5 milliarder kroner fra 2015 til 2016, når der sammenlignes med den reviderede opgørelse af nettobidraget fra 2015.
Stigende beskæftigelse bidrager til fald i nettoudgift
De store forskelle i nettobidraget blandt ikke-vestlige indvandrere afspejler, at gruppen omfatter både flygtninge, familiesammenførte samt personer, der kommer til Danmark for at arbejde eller studere.
På tværs af opholdsgrundlag bidrages der i gennemsnit positivt til de offentlige finanser, når der alene ses på beskæftigede. Særligt indvandrere på beløbsordningen bidrager positivt til de offentlige finanser.
Faldet i nettoudgiften til indvandrere og efterkommere er sket på trods af, at en stigning i antallet af indvandrere og efterkommere isoleret set har øget gruppens nettoudgift til de offentlige finanser.
Det er blandt andet en stigning i beskæftigelsesfrekvensen, der har bidraget til et fald i nettoudgiften. Dertil kommer, at indførelsen af integrationsydelsen har bidraget til at reducere de direkte udgifter til indkomstoverførsler til især indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Læs her analysen på: fm.dk (pdf).
Øverst: Genrefoto. (Foto: Pixomar / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.