Fortæl Cyklistforbundet, hvor det er utrygt at cykle

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Findes der steder i Slagelse og Næstved kommuner, hvor det er utrygt at cykle? Nu kan du melde usikre steder til Cyklistforbundet.

Smattede cykelstier, der ikke bliver ryddet for sne og våde blade. Ingen cykelsti på strækninger, hvor bilerne må køre 90 km/t.

Stor og tung trafik uden cykelsti. Biler skal forcere dobbeltrettet cykelsti uden fuldt stop. Trafikeret og smal vej med kun en cykelbane. Smalle cykelbaner langs stærkt trafikeret indfaldsvej med hurtigkørende biler og tung trafik. Ingen cykelsti, ingen belysning og stærk og tung trafik.

Cykelkulturen forsvinder, hvis vi ikke passer på den

Foreløbigt har hundredvis af danskere fulgt op på Cyklistforbundets opfordring og indrapporteret utrygge cykelstrækninger på et nyt og interaktivt kort på www.cykelland.nu.

Du kan også melde usikre steder i blandt andet Slagelse og Næstved kommuner. Alle indrapporteringer vil senere på året blive taget videre til de relevante politikere.

»I Danmark roser vi ofte os selv for vores stærke, danske cykelkultur. Men den er ikke kommet af sig selv. Og den forsvinder, hvis vi ikke passer på den. Vi skal handle nu, hvor færre og færre danskere cykler. Vi skal gøre det for vores egen, vores børns og klodens skyld,« siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Cyklister skal føle sig sikre i trafikken for at fortsætte

Klaus Bondam håber, at mange vil hjælpe med at afdække utrygge cykelstrækninger i hele Danmark.

»Antallet af alvorlige ulykker i trafikken falder i disse år. Men kun for bilister. Vi ser ikke den samme udvikling i forhold til cyklister og fodgængeres trafiksikkerhed. Det er dybt bekymrende, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved,« siger Klaus Bondam og fortsætter:

»Vi holder op med at cykler, når vi ikke føler os trygge. Vi cykler heller ikke, hvis ikke vi har gode og sikre cykelstier, der binder vores hverdag med uddannelse, job og hente børn i daginstitutionen ordentlig sammen. Vi opfordrer politikerne til sikre flere trygge cykelstier over hele landet.«

Det er en nylig undersøgelse fra Vejdirektoratet, der dokumenterer, at utryghed er en af hovedårsagerne, når cyklister holder op med at cykle.

Samtidig er hver fjerde forældre ifølge Rådet for Sikker Trafik utryg ved at sende deres børn ud på skolevejene på egen hånd – blandt andet på grund af bilernes fart.

Cyklistforbundets fire forslag i udspillet cykelland.nu

Afdækningen af utrygge cykelstrækninger er en del af Cyklistforbundets udspil cykelland.nu.

Her opfordrer Cyklistforbundet Folketingets politikere til at gennemføre fire konkrete forslag, der skal få flere til at cykle – for eksempel give kommunerne lettere adgang til at indføre 30 km/t-zoner på udvalgte strækninger med mange cyklister og fodgængere.

De fire forslag er:

  • Give kommunerne lettere adgang til at indføre 30 km/t-zoner på udvalgte strækninger med mange cyklister og fodgængere.
  • Give 25.000 danskere tilskud til en elcykel.
  • Give cykelpendlere en skattefordel i form at et særligt transportfradrag for at vælge cykel frem for bil.
  • Oprette en national cykelpulje af anselig størrelse for at sikre flere og bedre cykelstier (2 kroner til cykelinfrastruktur for hver 100 kroner, der går til bilinfrastruktur).

Fortæl din mening på: www.cykelland.nu.

(Foto: Cyklistforbundet).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.