Fokus på sikkerhedsseler og mobiltelefoni

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Pas på: I denne uge holder politiet øje med brug af sikkerhedsseler og mobiltelefoner. Indsatsen er delvist finansieret af EU.

I forbindelse med et fælleseuropæisk trafiksamarbejde har politiet et ekstra vågent øje på bilisternes brug af sikkerhedssele og mobiltelefoni under kørsel samt uopmærksomhed i trafikken fra i dag og resten af ugen.

Indsatsen er delvist finansieret af EU-kommissionen

Politiet landet over deltager i uge 11 i en fælles europæisk politiindsats mod manglende brug af sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr samt brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Bag indsatsen står TISPOL, der står for samarbejdet mellem færdselspolitiet i hele Europa. Indsatsen er delvist finansieret af EU-kommissionen.

Sikkerhedsselen er et effektivt værn ved trafikulykker

Brug af sikkerhedssele er et meget effektivt værn mod at komme til skade eller dø ved en trafikulykke.

Brugen af sikkerhedssele reducerer således sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50 procent, mens uheldsrisikoen ved at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen er op til fire gange højere end ved ikke at bruge telefonen.

Telefoner, papirer og dagdrømmere årsag til trafikdrab

»Mobiltelefoner, GPS, computere og papirer er nogle af de fysiske ting, som trafikanter lader sig distrahere af, når de færdes i trafikken, men dagdrømmeri, træthed og stress fjerner også fokus. Alle faktorer er hyppige årsager til manglende opmærksomhed i trafikken,« siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

»Der er uopmærksomhed involveret i cirka hvert tredje trafikdrab på vejene i Danmark. Derfor er det vigtigt, at trafikanterne har fokus på trafikken, når de færdes på vejene.«

I 2018 blev i alt 22.434 trafikanter sigtet for at anvende mobiltelefon under kørslen, og 13.522 bilister blev sigtet for manglende anvendelse af sikkerhedssele.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Niclas Jessen / Rigspolitiet). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.