Zand.News – Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse er klar med en ambitiøs forskningsstrategi, der skal placere sygehusene i superligaen inden for forskning. »Det er via forskningen, at vi i fremtiden kan forbedre behandlingen af vores patienter,« fortæller den lægefaglige vicedirektør.
Man siger, at sygehuse er for de syge, men på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse har man også et stort fokus på forskning.
De tre sygehuse rummer lige så mange studerende og forskere som en middelstor uddannelsesinstitution, og nu kommer forskningen endnu mere i fokus. Det skriver Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse i en nyhedsmeddelelse.
Sygehusene skal være i superligaen inden for forskning
I fremtiden bliver forskningen bliver i fremtiden på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse endnu mere fremtræden.
Det kan man læse ud af en ny ambitiøs forskningsstrategi: “Forskning for bedre sundhed”, der skal placere de tre sygehuse i superligaen inden for forskning.
»Det er via forskningen, at vi i fremtiden kan forbedre behandlingen af vores patienter,« fortæller Henrik Stig Jørgensen, der er lægefaglig vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, og fortsætter:
»Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi netop har underskrevet den måske mest ambitiøse forskningsstrategi for vores sygehuse nogensinde.«
Målet er 10 professorer, 30 seniorforskere og 50 ph.d.er
Der er på nuværende tidspunkt mere end 100 medarbejdere på de tre sygehuse, som gennem forskning bidrager til at løfte kvaliteten af de kliniske tilbud, hvoraf 4 er professorer, 18 seniorforskere og 30 ph.d.er.
Målet i den nye forskningsstrategi er 10 professorer, 30 seniorforskere og 50 ph.d.er i 2025.
»Jeg er ret vild med, at vi tør have det her markante forskningsfokus. Det vil i sidste ende komme vores patienter til gode,« siger Charlotte Simonÿ, der er forskningsleder på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, og fortsætter:
»Desuden ved vi også, at en klar, tydelig og ambitiøs forskningsprofil tiltrækker dygtige medarbejdere – og dem kan vi jo aldrig få for mange af.«
Mere end 108 internationale publikationer i 2019
Forskningen spender vidt og bredt, men det er særligt indenfor lungemedicin, anæstesi og intensivmedicin, neurologi, multisygdom og palliativ forskning, at Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse vil markere sig.
Sygehusene vil ikke bare markere sig regionalt og nationalt, men også internationalt.
»Vores forskning er jo ikke kun beregnet til os selv – den er til for hele verden. Derfor har vi også et skarpt regionalt, nationalt og internationalt fokus,« siger Daniel Hägi-Pedersen, der er læge og forskningsleder på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, og fortsætter:
»Patienter over hele verden skal gerne kunne få gavn af det arbejde, vi gør her på NSR sygehuse. Og selvom forskningen peger ud i verden, så er det faktiske arbejde med – den centreret ude i klinikken. Det er jo der, den i sidste ende skal gøre gavn.«
Forskning skal gå på tværs af specialer og faggrupper
Det er et fokus, at den forskning, der bedrives på de tre sygehuse, skal gå på tværs af specialer og faggrupper.
»Vi prioriterer den tværfaglige forskning,« siger Daniel Hägi-Pedersen og fortsætter:
»Man får virkelig meget foræret – blot ved at løfte blikket op fra sin egen faglighed. Nye perspektiver og muligheder præsenterer sig med det samme, og det er her – den rigtig gode forskning ligger. Derfor sidder de fleste af vores forskere også i tværfaglige netværk og arbejder langt mere i teams end andre steder.«
Forskningsstrategien er netop blevet vedtaget af forskningsrådet på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse og arbejdet med at nå de ambitiøse målsætninger er allerede begyndt.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Jarmoluk / Pixabay). NM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.