Få en plads til Prins Christians fødselsdag

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – Alle, der er 18 år den 15. oktober, kan deltage i lodtrækningen om at komme til gallafest på Christiansborg Slot med H.K.H. Prins Christian.

Borgmester Knud Vincents vil trække lod blandt alle interesserede 18-årige, når Slagelse Kommunes to repræsentanter til H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag skal findes. Alle 18-årige har modtaget yderligere information i e-Boks. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Brevet kommer automatisk i den unges e-Boks

»Da prinsen skulle fylde 18 år, inviteredes 200 18-årige fra hele Rigsfællesskabet til gallataffel på Christiansborg Slot. For fejringen skulle gælde hele kongedømmet!«

I anledning af H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag har Kongehuset bedt samtlige kommuner i Danmark samt Grønland og Færøerne om at udvælge to 18-årige borgere – en kvinde og en mand – til at deltage i festlighederne, som foregår på Christiansborg Slot den 15. oktober 2023.

Derfor har alle 935 borgere i Slagelse Kommune, som er 18 år den 15. oktober, fået tilsendt et helt særligt brev i deres e-Boks.

Borgmesteren trækker lod blandt ansøgerne

Slagelse Kommune ønsker at give alle kommunens 18-årige borgere en chance for at komme i betragtning til de to eftertragtede pladser. Derfor er valget faldet på lodtrækning blandt alle, som ønsker at deltage i lodtrækningen.

I brevet, som er sendt i e-Boks til alle kommunens 18-årige, er der derfor angivet en mailadresse, som interesserede skal skrive til, hvis de ønsker at deltage i lodtrækningen. Mailen skal være modtaget senest søndag den 10. september.

Tirsdag den 12. september finder borgmester Knud Vincents (V) de to deltagere til fødselsdagsfesten ved lodtrækning. Samme dag vil de to heldige deltagere blive kontaktet af Slagelse Kommune, ligesom de efterfølgende vil modtage yderligere information direkte fra Kongehuset.

400-500 gæster inklusive kongefamilien deltager

Gallafesten foregår på Christiansborg Slot fredag den 15. oktober 2023 fra kl. 17.00-22.00, hvor der bydes på middag, underholdning og dans. I alt forventes 400-500 gæster inklusive medlemmer af kongefamilien at deltage i fejringen.

»Dronningen er vært for et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor blandt andre repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden, inviteres. Derudover vil Kongehuset i samarbejde med landets kommuner invitere op mod 200 unge fra rigsfællesskabet til at deltage i fejringen, idet hver af Danmarks kommuner samt Grønland og Færøerne får mulighed for at udvælge to 18-årige til at deltage i gallataflet,« skriver Kongehuset i sin pressemeddelelse.

Øverst: H.K.H. Prins Christian. (Foto: Franne Voigt via Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/s/3uxp