Sporløs i Korsør – Revsporet

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Der opstod en egentlig industri i Korsør, da Sjællandske Jernbane blev færdig 1856. Nu er jernbanen væk, men en grussti fra Byparken til den gamle bilfærgehavn vidner om tidligere tiders godstransport.

Korsør var allerede en købstad, men det var først, da Sjællandske Jernbane blev færdig i 1856, at der opstod en egentlig industri i byen. Den første egentlige industriproduktion startede faktisk på Halsskov.

Arrene efter en revolution – jernbanernes tid

I vores kommune er der masser af “huller” i landskabet og i byerne, der stammer fra jernbanernes tid. I denne artikelserie vil vi se lidt på hvor, hvorfor og hvordan jernbanen ændrede kommunen på godt og ondt.

De fleste af jernbanesporene og deres påvirkning er væk, og man skal nogle gange kigge sig godt for for at komme “på sporet” af de nedlagte baner.

Jernbanen – Sjællandske Jernbane kommer til byen

Et land er afhængig af forsyningsruter. Det er fint, at Landmand Hansen kan dyrke korn, og at Fabrikant Jensen kan fremstille traktorer, men hvis de ikke kan sende tingene mellem hinanden, er man lige vidt.

Før den industrielle revolution og før dampmaskinen var vinden drivkraft. Det var de store handelsflåders tid, hvor alle købstæder lå ud til vandet, og sendte byens produkter, og modtog andre byers varer og rejsende, via skibe.

Vejene på landjorden var beregnet til heste- og oksekøretøjer, og var forbeholdt de lokale, med undtagelse af kongevejene, som kun måtte benyttes af staten og militæret. Alle personer og varer, der skulle ud på en længere rejse, måtte på båd eller skib.

Den dampdrevne jernbane var derfor en revolution. Sporene var forholdsvis lette at vedligeholde i modsætning til jord- og stenveje, ingen heste skulle benyttes, kun kul.

Farten øgedes langsomt, og kunne til sidst konkurrere med skibene, så jernbanernes net blev udvidet til de fleste købstæder. Hele byer opstod langs sporene, og Vestsjælland har en del “Stationsby”-er, der nogle gange er større end den oprindelige by.

Jernbanen blev “new normal”, og alle fabrikker, der fremstillede varer af anseelig mængde, skulle have deres eget spor, så de kunne laste deres produkter.

Lige siden Korsør fik købstadsrettigheder, har handel været vigtig for Korsør, men det var først da den Sjællandske Jernbane blev færdiggjort i 1856, at der opstod en egentlig industri i byen. Da blev Korsør et transportmæssigt midtpunkt i landet, da alle og alt, der skulle til Fyn og sydlige Jylland, måtte benytte færgerne og havnen.

Jernbanen mellem Korsør og Slagelse. (Foto: Diverse).

Derfor blev byens første station placeret så centralt som muligt, på Lilleø (der endnu ikke var landfast) lige ved siden af, hvor Hotel Storebælt (nu kontorbygning for blandt andet Havnen) kom til at ligge.

Revsporet – fabrikker skyder op på Halsskov

Kul skulle bruges overalt, og det skulle transporteres. Der blev oprettet sidespor til den store jernbane, først “Revsporet”, der i 1881 gik helt ud til revspidsen, hvor der også lå en station. Herfra gik der postbåde til Fyn.

Revsporet. (Foto: Diverse).

Efterhånden blev øerne i Korsør gjort landfaste ved inddæmning og opfyldning, og sporene blev ført over broen til inderhavnen. Det meste af trafikken var af råvarer – korn og foderstoffer har altid skullet udskibes fra byen.

Den første egentlige industriproduktion i Korsør startede faktisk på Halsskov. Lidt udenfor byen havde skibsreder Jørgen Kruuse (ham med Kruusesminde) opført et teglværk, som han solgte til en vis Gustav Kähler.

Kähler var en driftig herre, og han udbyggede og forbedrede værket, indtil det var topmoderne og et af Danmarks største. Det gik godt for fabrikken, og der blev også opført et teglværk ved Svenstrup, nede ved Noret.


Det tidligere Svenstrup Teglværk ved Revsporet. Nu er der opført ældreboliger og aktivitetscenter på stedet. (Foto: Jesper Nielsen).

Materialerne til tegl- og mursten fik værket fra blandt andet Magleø, hvor der var store lergrave. I dag er lergravene fyldt med vand, og fremstår som skovsøer.

For at kunne transportere kul til ovnene og teglsten til resten af landet opførtes jernbanelinjer til det hele. Først en afstikker fra Revsporet til hovedfabrikken på Halsskov, og så en linie gennem Svenstrup til teglværket ved Noret.

Revsporet til Nordet. (Foto: Diverse).

I 1890 startede Kähler sammen med to andre finansmænd en fabrik på teglværkets område til fremstilling af margarine. Margarine var en ny opfindelse, der kunne erstatte smør, og havde en lang holdbarhed. Samtidigt var eksporten af dansk smør til England kommet så godt i gang, at der var efterspørgsel herhjemme efter det billige fedtstof.

Salget af margarinen, “Løve Margarine”, gik så godt, at der i 1906 blev bygget en helt ny fabrik, længere ude på landet, på den anden side af Revsporet. Det er den, der står der i dag.

Den nye fabrik skulle naturligvis også have en jernbane, så endnu et sidespor blev skabt.

Margarinefabrikken, “Løve Margarine”, var tidligere landskendt. I ’50-erne lukkede fabrikken, og så overtog Pakko Embalage og senere Danapak fabrikken. Nu er det et kontor- og butiksfælleskab. (Foto: Jesper Nielsen).

Sporet i dag – jernbanen bliver til en grussti

Der bliver hverken lavet tegl eller margarine i Korsør i dag. Teglværket på Halsskov stoppede produktionen i 1970 og begyndt nedrevet, så brændte resterne i 1973. Teglproduktionen fortsatte dog et stykke tid på værket ved Svenstrup, men det er også lukket i dag og bygningerne overtaget af Slagelse Kommune Entreprenørservice.

Margarinefabrikken lukkede også, og blev overtaget af Pakko Emballage, som blev overtaget af Danapak standsede produktionen i Korsør i 2006, og nu er fabrikken kontor- og butiksfællesskaber, samt at der afholdes loppemarked i de gamle lagerhaller.

Revsporet har fået fjernet skinnerne, men eksisterer stadig som en grussti fra Byparken til den gamle bilfærgehavn. Kigger man sig godt for, kan man stadig se hvor sidesporet til margarinefabrikken har gået.

Men ellers er Revsporet en gåtur værd. Der er plantet træer langs stien, og om foråret er det en tunnel af blomster. Senere på året dannes der skygge for solen, hvis man skulle have lyst til en gå- eller løbetur ud mod havet.

Måske vil det blive en hovedfærdselsåre igen, hvis de ansvarlige bliver færdige med vandsportscentret ved de gamle færgelejer på odden?

En gåtur langs sporet – en lille tur på en times tid

Hele det historiske spor er omkring 4 kilometer i længde, hvilket kan klares på en time. Gåturen langs den nedlagte jernbaneline “Revsporet” ud til Halsskov Rev starter i det tidligere baneterræn ved den gamle Korsør Station – der nu er Korsør Bypark. (Se øverste billede).

Derovre er indgangen til sporet. Hvis man ikke ved, hvor den er, kan man sagtens gå forbi uden at lægge mærke til den. (Foto: Jesper Nielsen).
Japansk Kirsebær ved sporet, stadig lidt tidligt. (Foto: Jesper Nielsen).
Revsporet krydser Remisevej. (Foto: Jesper Nielsen).
Her var et sidespor ind til den gamle margarinefabrik. Det er ret tydeligt, hvor den har gået. (Foto: Jesper Nielsen).
Der er resterne af sidesporet ved margarinefabrikken. Det eneste, der er tilbage af selve jernbanen. (Foto: Jesper Nielsen).
Her krydser Revsporet Halsskovvej. (Foto: Jesper Nielsen).
En lille hilsen til den brave teglbrænder ved det gamle teglværk. (Foto: Jesper Nielsen).
Revsporet fortsætter på den anden side af Halsskovvej. (Foto: Jesper Nielsen).
Stien er helt aflukket fra omverdenen om sommeren. Forår og vinter kan man dog kigge ind til Fasanhaven, der var et af de første betonbyggerier i Korsørområdet. (Foto: Jesper Nielsen).
Afstikker ned til rastepladsen – eller “Motionsoasen” eller “Motionsrastepladsen”, kært barn har haft mange navne. Et stort grønt område med stier og nogle aktiviteter til børn, folk og hunde, der trænger til at strække ben. (Foto: Jesper Nielsen).
Et stort flot kirsebærtræ. Duften fra alle blomsterne langs stien er fantastisk. (Foto: Jesper Nielsen).
For at komme videre langs det tidligere revspors lineføring, skal jeg over den gamle Halsskov Færgehavn. (Foto: Jesper Nielsen).
Selve havnen skal omdannes til vandsportscenter. Projektet gik lidt på grund, da dykkere fandt ud af, at det gamle bolværk og beton var tæret væk nedenfra, og at færdsel på molerne var forbundet med livsfare. Nu har de planer om at fylde færgehullerne med kampesten og på den måde sikre kajen, så det er ikke helt opgivet. (Foto: Jesper Nielsen).
Videre langs det tidligere spor. Nu forbi den store campingplads og turistcenter på Revet. (Foto: Jesper Nielsen).
Revkrogen Strand – en af de mange fantastiske, men underbenyttede, strande ved Korsør. Her findes også resterne af skanserne, som blev opført under Englandskrigene, fordi de havde taget vores flåde. Derfor er der her og der kystbatterier, for vi var jo stadig i krig. (Foto: Jesper Nielsen).
“Chr. 4.s Hus”, opført i 16-hundredetallet som posthus. Det var hér, at jernbanen kom med post og kul til dampskibene. Nu er det et klubhus for jæger- og lystfiskerforeningerne. I laden er der isbådsmuseum. Det bliver også kaldt for “Revhuset”. (Foto: Jesper Nielsen).
Halsskov Odde. Der er masser af fisk derude. Når det er sæson for hornfisk, kan der godt blive trængsel. (Foto: Jesper Nielsen).

Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.

Øverst: Turen til Halsskov Rev langs den nedlagte jernbaneline “Revsporet” starter i det tidligere baneterræn ved den gamle Korsør Station, nu Korsør Bypark. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.