Motion, natur og historie (1) – Lilleøanlægget i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Korsor.Info – Første artikel om motion, natur og historie fortæller om Lilleøanlægget, som er Kählers Teglværks gamle lergrav. Området er del af Tårnborgparken, der måske er mere kendt.

Dette er første del af tre artikler, som handler om forslag til løbe- eller gåture i Korsør. Denne artikel tager udgangspunkt i Kählers Teglværk i Lilleøanlægget i Korsør. Gåturen rummer masser af oplevelser af småsøer og et rigt fugle- og dyreliv.

Ruten, som er et forslag, er på 1,7 kilometer. Man kan sagtens få en meget længere tur ud af området. (Kort: Google Maps).

Kählers Teglværk i Korsør opføres i midten af 1800-tallet

I midten af 1800-tallet opførtes Kählers Teglværk i Korsør og blev en af det største arbejdsgivere i byen. Teglværket havde brug for ler til produktionen af tegl og mursten, og i starten hentede fabrikken leret lokalt. Der er således en del “huller” i landskabet den dag i dag.

Selvom den lille park mellem Lilleø industriområde og Golfbanen hedder “Lilleøanlægget” er det ikke rigtigt “anlagt” eller på Lilleø, men er resterne af den lergrav som Korsør Teglværk udgravede i det inddæmmede område af Noret ved Magleø,

Halsskov i sidste halvdel af 1800-tallet. (Kort: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering).

Leret blev gravet op herfra og kørt med togvogne fra “Teglgården” til ovnene længere ude på Halsskov. Teglgården blev opgivet i 1900-tallet, og der blev opført villakvarter på området, og de efterladte lergrave blev fyldt med vand over tid.

Vejen “Teglgården” minder os om, at der lå en industri her. Gamle Stadion er opført på indæmmet område mellem Halsskov, Lilleø og Magleø. (Foto: Jesper Nielsen).

Lergraven er nu en del af Tårnborgparken og en gåtur værd

I dag er det en del af Tårnborgparken, og absolut en gåtur værd. Der er småsøer og rigt fugle- og dyreliv, masser af skygge på en varm dag og læ på en kold og blæsende. Der er godt med grønt, og børn kan sagtens være med.

Man kan stort set selv bestemme, hvor lang turen skal være. Der er masser af små stier, som man kan “fare vild” på, men ikke mere end at civilisationen er tæt på.

En tur om hele området vil være under 2 kilometer, men man kan sagtens snige sig rundt på de små labyrintiske stier inde i midten af området og få flere kilometer på benene. Et dejligt sted at gå på opdagelse.

Parkér eventuel ved Korsør Vandrerhjem, Svanegården, bag Stadion, hvor der er masser af pladser.

Vandrerhjemmet Svanegården er et godt sted at starte gåturen. (Foto: Jesper Nielsen).

Bemærk at en del af stierne går over golfbanerne, så udøv opmærksomhed for alles skyld.

En del af stierne går igennem Korsør Golfklubs baner, så vis hensyn og bliv på stierne. (Foto: Jesper Nielsen).
Småsøer med masser af grønt og fugleliv. (Foto: Jesper Nielsen).
Små stier fører rundt i hele området. (Foto: Jesper Nielsen).
Læg selv en rute, eller gå på opdagelse. (Foto: Jesper Nielsen).
Billederne er taget om foråret, men man kan sagtens besøge stedet hele året. (Foto: Jesper Nielsen).
Skygge og natur. (Foto: Jesper Nielsen).

Tilbage til: Forside for Motion, Natur og Historie i Korsør.

Øverst: Korsør Golfklubs baner. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.