Eventyret om Dannebrog og væbneren fra Antvorskov

Slagelse.Info – Dette er en fortælling til børn og voksne om Jørgen, som bliver væbner på Antvorskov Kloster. Senere drager han til Estland, hvor han taber sin ridders krigskappe. I dag er kappen kendt som Dannebrog.

Dette er et eventyr. Mange af de ting, som jeg vil fortælle om, skete i virkeligheden. Der er også en masse, som MÅSKE er sket. Og så er der en masse, som nok IKKE er sket.

Sådan er det med fortiden. Vi kan ikke sige “Sådan var det, og sådan gjorde de!” Vi er nødt til at fylde ud en gang imellem.

Væbneren – Jørgen bliver væbner på Antvorskov

Engang for længe siden, dengang der var riddere, konger, prinser og prinsesser, lå der et stort kloster ved Slagelse.

Et kloster er en slags stor kirke. På et kloster levede munke, som fik tiden til at gå med at læse bøger og hjælpe syge mennesker. Det var nemlig også en slags hospital, og munkene var nogle af de klogeste dengang.

Klosteret ved Slagelse hed Antvorskov. Her boede en dreng, der hed Jørgen.

Jørgen var 10 år, og kom fra landet, hvor hans far og mor ejede en stor gård. Jørgen blev sendt til Antvorskov for, at han kunne blive klogere. Der var ikke nogen skoler dengang, og de fleste børn arbejdede i stedet for at lære.

Det var ikke sådan, at Jørgen ikke skulle arbejde. Faktisk arbejdede han i stalden dagen lang. Kun ved aftenstid kunne han lære noget. Det skete ved, at han skulle skrive af efter bøger.

Det var svært, fordi det var skrevet i et sprog, der hedder “Latin”. Latin var et sprog, som blev brugt i klosteret, men som ikke mange kunne forstå. Hvis man lærte det, så kunne man snakke og skrive med mennesker over hele Europa. Alle præster og munke i hele verden kunne læse og snakke latin.

Der var masser af andre børn på klosteret, men Jørgen var lidt speciel, for han var nemlig blevet “væbner”. En væbner var en ridders hjælper, og Jørgen hjalp en ridder, der hed Broder Benno.

Broder Benno var fra Tyskland, helt nede fra noget, der hedder Bayern, og kunne ikke meget dansk. Men han spurgte tit Jørgen, hvis nogle snakkede dansk til ham. Når Jørgen havde oversat det til latin, ville Benno rette ham, hvis han lavede fejl. På den måde lærte de en masse af hinanden.

Benno var gammel og gråhåret, men han havde været meget langt væk. Han havde endda været i Jerusalem, hvor Jesus og alle disciplene kom fra. Når Jørgen spurgte ham om Jerusalem, blev Benno dog tavs og i dårligt humør. Han havde sloges med folk dernede, og det var ikke rart at huske på.

Der var ikke mange riddere på klosteret. Faktisk var der kun fire. Benno havde forklaret, at de var blevet sendt til Danmark, fordi de skulle træne nye riddere, og at Jørgen kunne blive ridder engang. Hvis han altså arbejdede hårdt og lærte sin latin!

Jørgen kunne godt tænke sig at blive ridder! Benno var så flot, når han red på hest igennem byen. Når ridderne trænede i rustning, skinnede de som solen.

De fire riddere trænede mest sammen, men af og til viste Benno ham, hvordan man skulle bruge et sværd. En enkelt gang fik Jørgen lov til at holde Bennos sværd!

Jørgen lærte en masse om heste og rustninger. Mest fordi han skulle muge ud i stalden og pudse og pleje rustningerne. Men han brokkede sig ikke.

Sådan gik dagene, der lignede hinanden, indtil der en dag kom besked fra Kongen.

Korstoget – En flot rød kappe med et stort hvidt kors

Den dag, da sendebudet kom, var en helt almindelig dag. Jørgen var lige blevet færdig med at give hestene friskt hø, da en ung mand kom ridende. Manden ville straks tale med prioren.

Prioren var klosterets leder, og han kom ud og talte med sendebudet. Jørgen kunne ikke høre, hvad de sagde til hinanden, men prioren så helt forkert ud i ansigtet.

Jørgen løb til Bennos værelse, hvor den gamle ridder sad og læste. Sammen gik de hen til prioren, for at høre, hvad der var sket.

Kong Valdemar ville i krig!

Valdemar og Biskop Anders, som var den mægtigste præst i Danmark, ville sejle så langt de kunne mod øst. På den anden side af Østersøen var folk stadig ikke var kristne. Kongen og Biskoppen ville så tvinge folk til at tro på Jesus og Gud.

Det var det, som man kalder et korstog. Man troede, at det var alle kristnes pligt at få alle til at tro på Gud. Hvis man gjorde det, ville man helt sikkert komme i himlen, når man døde.

Desværre ville ikke alle tro på Gud, men ville slås i stedet, så det blev som regel til krig. De, som ikke var kristne, troede jo også, at de havde ret.

Jørgen blev straks sat i gang. Benno bad ham gøre alt hans udstyr klart. De skulle sejle fra Vordingborg, så der var en masse, der skulle pakkes.

De det hele var klart bad Benno Jørgen om en sidste ting: Jørgen skulle hente Bennos krigs-kappe fra hans tøjkiste.

Normalt havde Benno en sort kappe med et stort, hvidt kors. Det var den kappe, der viste alle, at han var “kors-ridder”. Men nu skulle de i krig, og korsridderne havde en særlig kappe, så de kunne finde hinanden, når de skulle slås med fjenden.

Jørgen gik ind i Bennos værelse, og åbnede kisten. Helt nede i bunden lå kappen. En flot rød kappe med et stort hvidt kors. Det var tydeligt, at kappen ikke var brugt længe, men Jørgen børstede den af, og den blev hurtig flot igen. Han lagde kappen i bagagen med de andre rejse-sager.

Da alting var pakket, satte alle afsted mod bådene i Vordingborg.

Det store slag – Biskoppen får hjælp til at løfte armene

Efter en lang sejltur, der varede flere dage, ankom de til en borg, som Kong Valdemar havde bygget. Den hed “Dansker-borgen”. Folkene, der boede i landet, esterne, oversatte det til “Tallinn”.

Der var mange forskellige folk på borgen. Kongen havde mange andre danskere med, men der var også vendere. Jørgen havde ellers altid troet, at venderne var nogle røvere, men dem på borgen var fredelige nok, selvom de talte underligt.

Der gik en måned. Først var der ingen problemer, og der var mange estere, som blev overtalt til at blive døbt og tro på Gud. Men esternes ledere ville ikke døbes, og ville helst have danskerne ud.

Kongen mødtes med lederne, men hverken esterne eller danskerne ville give op. Det så ud til, at der snart skulle blive problemer.

Benno bad Jørgen gøre ridder-udstyret parat, så han kunne være klar til kamp.

En dag var Kong Valdemar, Biskop Anders og deres hær ude på landet for at sikre området. Benno og de andre riddere var med som vagter, men ingen troede, at der ville ske noget. Jørgen var med, og kørte vognen med forsyninger.

Pludseligt, mens de alle hvilede sig skyggen i en lille skov, lød der et højt råb og en masse spektakel. Esterne angreb!

Der var vild forvirring, og udenfor skoven kunne Jørgen se, at danskerne var blevet omringet. Der var estere på alle sider.

Benno og de andre riddere sprang på hestene, og satte afsted mod kongen. Han skulle beskyttes! Jørgen løb efter, så godt han kunne.

Nu blev det uhyggeligt,for esterne skød pile mod den danske hær, og mange blev ramt. Danskerne blev bange og trak sig længere ind i skoven.

Da Jørgen fandt Benno igen, var han sammen med kongen og biskoppen. Biskop Anders stod på en lille bakke og bad til Gud. Han løftede sine arme og bad Gud hjælpe danskerne.

Danskerne i hæren så dette, og blev ligesom mere modige! Der blev orden på hæren, og nogle begyndte at skyde pile tilbage mod esterne.

Biskop Anders slappede lidt af, og sænkede armene igen. Med det samme stormede esterne mod danskerne! Biskoppen fik straks armene i vejret igen! Og danskerne slog esterne tilbage!

Sådan gik de i meget lang tid. Esterne angreb, og danskerne slog dem tilbage. Folk i den danske hær blev enige om, at så længe biskoppen kunne holde armene i vejret, så ville danskerne vinde. Biskop Anders prøvede, men han var meget træt i armene.

Til sidst måtte han have nogle af sine præster til at hjælpe ham med at holde armene i vejret.

Benno og ridderne holdt sig nær ved kongen, men Jørgen kunne høre, at de planlagde at lave et mod-angreb. Benno trak Jørgen til side, og sagde, at nu skulle Jørgen hente hans krigs-kappe, den røde med korset, for nu skulle han i kamp.

Jørgen løb til vognen så stærkt han kunne. Han fik fisket den røde kappe frem fra kisten, og ville løbe tilbage til Benno.

Men lige da angreb esterne igen. Biskop Anders kunne åbenbart ikke holde armene i vejret længere, for det så ikke ud til at danskerne kunne slå dem tilbage.

Jørgen kunne ikke se Benno nogen steder i kampen. Det var jo derfor, at han skulle have kappen!

Han besluttede sig for at klatre op i et træ, så han fik bedre overblik. Lige som han var kommet op i træet, kom Benno og de andre riddere stormene forbi træet.

Ridderne var gået til mod-angreb. Kong Valdemar red sammen med dem ud af skoven. Esterne blev så overraskede, at der var mange, der stak af, ud af skoven, og kongen og ridderne fulgte efter.

Oppefra træet kunne Jørgen dog se, at det ville ende galt! Der var nok over tusinde estere, der ventede udenfor.

Jørgen forsøgte at råbe, at de skulle passe på, men der var så meget larm, at ingen kunne høre ham. Måske hvis han viftede med den rød-hvide kappe, ville de se ham?

Han klatrede lidt højere op, og begyndte at vifte med kappen. Pludselig gled hans fod på de glatte grene. Jørgen mistede grebet om kappen, og den fløj bort med vinden!

Jørgen kunne ikke gøre andet, end at se kappen flyve ud over slagmarken. Men så skete der noget underligt. En vind greb kappen og løftede den højt til vejrs. Så faldt den langsom ned over kampen.

Alle på slagmarken stoppede og så op på det røde stykke stof med et tydeligt hvidt kors.

En soldat råbte: »Det er et tegn fra Gud!«

»Gud sender os tegn! Et kors fra himlen!« råbte en anden.

Og så fik alle danskerne helt friske kræfter! Alle, der før havde set trætte ud, løb mod esterne. Esterne blev noget overraskede, og begyndte at løbe væk.

Men der var stadig mange fjender, og efterhånden faldt de til ro. Danskerne var død-trætte nu. Men så, pludseligt, dukkede en rytterhær op i det fjerne.

Det var venderne! De havde hørt, at danskerne blev angrebet, så de havde skyndt sig at sadle op. Nu red de lige mod esterne, som nu flygtede til alle sider.

Danskerne jublede. Slaget var vundet!

Det røde flag – Gud har mange måder at hjælpe på

Der var længe om at komme ro på hæren. Alle var glade og omfavnede hinanden.

Jørgen var dog bekymret for Benno. Han kravlede ned fra træet, men heldigvis fandt han hurtigt den gamle ridder nær kongen. Kong Valdemar var også uskadt. Faktisk var der ikke mange, der var kommet til skade.

Alle var enige om, at Gud havde sendt sit tegn, korset, hen over slagmarken for at hjælpe dem.

Jørgen nåede ikke at sige noget, før kongen bød alle samle sig om ham. Han holdt en tale til alle. Først takkede han alle soldaterne. Så sagde han, at tegnet fra Gud nu skulle være hans flag. I fremtiden skulle et rødt flag med et hvidt kors hejses over hans borge. “Dannebrog”, kaldte han det. Det betød “Det røde flag” i gamle dage.

Alle råbte hurra, og så drog man tilbage til borgen i Tallinn.

På turen tilbage forklarede Jørgen Benno, hvad der var sket. Flaget fra himlen var bare ridderens kappe, som blev ført med vinden. Benno smilede, og sagde, at Gud har mange måder at hjælpe på.

Jørgen spurgte, om de skulle sige noget til kongen, men Benno sagde, at det ville være synd at ødelægge det gode humør. Og så ville det hjælpe mere, at folk havde noget at tro på.

Da de kom tilbage til borgen var alle trætte. Jørgen fik hestene sat i stald og gav dem frisk hø. Så gik han ind i sovesalen, og faldt i søvn.

Et rødt flag med et hvidt kors – Det flag skal nok blive brugt længe

Mange måneder senere, rejste han med Benno og korsridderne hjem til Danmark. Det havde været en lang tur, men Kong Valdemar havde vundet krigen.

Da skibet, som Jørgen var med, sejlede ind i Vordingborg havn, så Jørgen at der var rejst et nyt flag over borgen. Et rødt flag med et hvidt kors.

Benno kom hen til ham på dækket, og sagde, at det var et godt flag. Det var let at se på lang afstand, og så kom det jo fra himlen!

Jørgen smilede til Benno, som klappede ham på skulderen. »Det flag skal nok blive brugt længe,« sagde han.

Efterskrift om Dannebrog – Lidt fakta for de voksne

Som sagt var dette et eventyr. Der er digtet gevaldigt på virkelige hændelser. Men hvad er grundlaget?

Slaget ved Lyndanisse, 15. juni 1219, var en del af det såkaldte livoniske korstog, kristne fra Danmark og Tyskland mod hedenske stammer fra Estland.

Slaget i min historie er placeret ved en skov, men det er min opfindelse. Man ved ikke præcist hvor det foregik, blot at det var tæt på Tallinn.

Korstogene var en barsk affære. Valdemar Sejr var ikke en rar mand. Esterne fik reelt kun valget mellem at overgive landet til danskerne og blive døbt, eller at dø for sværdet. Det er nedtonet i min historie.

Jeg ville meget gerne have, at Dannebrog kom fra Slagelse. Der var rigtigt nok korsridderne, Johanitterne, i Slagelse, men der har der nok aldrig været riddermunke på Antvorskov, kun almindelige munke og lægbrødre.

Læs også: P-plads eller udvikling af Antvorskov Kloster.

Jeg omgår dette ved at gøre Benno og de andre til veteraner, der er på besøg for at uddanne danske munke.

Faldt Dannebrog ned fra himlen? Det er nok også usandsynligt. Historien er først kendt fra en anden Kong Valdemar, Atterdag, i 1300-tallet, over hundrede år efter slaget.

Læs også: Antvorskov og historiens luner.

Desuden er andre lignende historier, hvor et tegn viser sig mirakuløst over en slagmark, kendt fra mange forskellige lande. For eksempel da Konstantin den Store så Kristus-tegnet på himlen, sejrede, og indsatte kristendommen til statsreligion i Romeriget.

Men, men … Der er ikke nogen endelig forklaring. Det kan have været sket nogenlunde som i min fortælling. Hvis man altså kan godtage en del hvis’er og måske’er.

Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.

Øverst: Medlemmer af Johanniterordenen senere i tiden (udateret og ukendt sted). (Illustration: Ralph Hammann – Wikimedia Commons [CC BY-SA 4.0], via Wikimedia Commons). JN/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.