Slagelse.Info – Antvorskov Kloster blev senere et kongeslot, og kongen udstedte en lov, som forbød folk at kalde det for “Kloster”. Nu måtte man kun sige “Antvorskov Slot” – ellers skulle man betale en bøde på en fuldvoksen okse.
Del 3 sluttede med, at Antvorskov Kloster havde sendt Hans Tausen til blandt andet København, Wittenberg og Viborg.
Det fortrød munkene sikkert, for nu var reformationen sat i gang i Danmark, og Antvorskov Kloster mistede sin store magt og indflydelse samt sin enorme ejendomsbesiddelser.
I dag har borgerne i Slagelse Kommune næsten glemt klosteret.
Fik du læst: Antvorskov og historiens luner (del 3).
Start forfra: Antvorskov og historiens luner (del 1).
Et klosters langsomme død – Munkene flyttede eller døde
Da reformationen i Danmark endelig blev færdiggjort i 1539 med en ny kirkeordination, instrukser på hvordan den protestantiske kirke skulle ledes og fungere, stod spørgsmålet tilbage:
Hvad gør man med Antvorskov?
Klosteret var en kolos. Fysisk var selve klosterbygningen enorm af datidens mål, med kirke, lade, opholdsrum, hospital og alt, hvad der skulle til, for at holde det minisamfund, som var klosteret, i gang. Munkene fik lov til at blive boende, nok fordi stedets hospital ikke kunne fungere ordenligt uden deres viden.
Men som virksomhed var den gigantisk: Omkring 75 procent af al landbrugsjord i det tidligere Vestsjællands Amt tilhørte Antvorskov. Det overgik til kongen, i princippet, men i praksis blev tingene ikke særligt meget anderledes. Chefen var bare ikke længere Antvorskovs prior, men Kong Frederik d. 2.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Der skete dog en langsom ændring, idet der ikke længere kom nye munke til. Johanniterordenen, og den katolske kirke i almindelighed, havde problemer nok i Tyskland og Mellemeuropa, hvor der udbrød religionskrig.
Samtidigt anså man Norden for tabt, og at sende munke dertil ville ikke nytte. Der kom heller ingen nye munke til fra Danmark. Det var et overstået kapitel.
Derfor uddøde Antvorskov Kloster, bogstaveligt talt. Munkene flyttede eller døde af alderdom. Til sidst var der kun et par munke og den tidligere magtfulde prior tilbage på det store kloster. Den daglige drift tog bønder og tjenestefolk sig af.
Godt 40 år efter reformationen satte kongen det praktiske punktum: Han indsatte en lensmand som leder af klosteret, og de sidste munke gled ud af historien.
Antvorskov Kloster fandtes ikke længere.
Antvorskov Slot – Slagelse blev næsten hovedstad
Lensmanden på Antvorskov, Kongelig Staldmester Peter Reedtz, gik i gang med at bygge klosteret om, så det kunne fremstå som den kongelige besiddelse, det nu var.
Blandt andet tilføjede han et enormt højt spir, 73 meter, efter tidens arkitektoniske mode. Det var højere end Roskilde Domkirke er i dag. Kongen var åbenbart tilfreds med byggeriet, for i 1584 holdt Frederik d. 2. herredag, en slags regeringsmøde på Antvorskov.
Faktisk blev han så forelsket i slottet, at han flyttede dertil.
Han blev åbenbart træt af, at folk på egnen stadigvæk kaldte hans yndlingsslot for “Antvorskov Kloster”, for han udstedte en lov, der forbød folk at kalde det andet end “Antvorskov Slot”. Straffen for at bryde loven var en bøde på en fuldvoksen okse – over en årsløn for en almindelig landbo.
Resterne af kongens nidkærhed kan ses på Bjergby, der i middelalderen hed Munke Bjergby, men som efter kongens påbud skiftede navn til Slots Bjergby, hvilket den stadig hedder. Vejen dertil hedder dog stadig kun Bjergbygade.
Frederik boede resten af sine dage, og døde der i 1588. Det er det tætteste på, at Slagelse blev hovedstad i Danmark.
Christian d. 4 overtog slottet efter sin far, men han var mildt sagt uinteresseret i egnen. Han havde gået i skole i Sorø, og måske derfor kunne han ikke komme hurtigt nok væk.
Christian fokuserede i stedet på at modernisere København med bl.a. alle hans kendte byggeprojekter som Børsen, Rundetårn, og så videre.
Antvorskov Slot blev af Christian brugt som landbrugsejendom. Eneste undtagelse var herredagen i 1619, fordi der var sygdom i landet, af hvilken Antvorskov var uberørt. Gæsterne bemærkede dog, at slottet var ved at forfalde.
Svenskekrigen satte også sit præg. Svenskerne gik i land i Korsør i 1658, og hærgede på vej mod København. I de to år belejringen varede blev Sjælland forrådskammer for de svenske tropper.
Der kom dog et økonomisk opsving, og i 1703 gjorde Frederik d. 4 sin elskerinde til grevinde på slottet. Hun døde dog kun ét år efter i barselssengen, og hendes søn døde året efter, så slottet gk tilbage til kongen.
Derefter gik det stille og roligt nedad. Slottet blev gjort til hovedsæde for Antvorskov Amt, og brugt til kasserne. Kirken, som havde været lukket, blev genåbnet, men i 1774 ville kongen af med den efterhånden pinlige bunke bygninger, så han satte slottet på auktion.
De store gårde – blev bygget af byggematerialer fra Antvorskov
I praksis blev de store landområder, som Slottet besad, dyrket fra store gårde overalt i landsdelen. Mange af dem ligger her endnu, omend om- og udbyggede. Nogle skiftede navn. Nogle brændte, og blev genopført, som for eksempel “Lille Antvorskov”, som i dag ligger inde i Slagelse.
Gårdene, der har skiftet navn er blandt andet Charlottendal og Idagård, som blev opkaldt efter ejerens døtre. Der er kun en fløj tilbage af Idagård, mens Charlottendal er en del af Antvorskov Kaserne. I bunden af Korsør Nor ligger en anden stor gård, Tårnholm.
Antvorskov blev således delt op mellem disse gårde, da ingen enkeltperson ville kunne købe det hele. Kun Antvorskov Hovedgård, som ligger der i dag, blev tilbage på selve stedet.
Hvor ligger Antvorskov Hovedgård? Den ligger for enden af Slotsalleen. Se også billedet i toppen af artiklen.
Og hvad så med selve slotsbygningerne?
Da godset blev delt, blev også materialerne fra slottet delt mellem gårdene. Der har været tegl, mursten og ikke mindst kobber og jern at tage. Det blev til en mindre industri at rippe det tidligere slot for alt genanvendeligt. Til sidst var slottet jævnet med jorden, bogstaveligt talt.
Det fortælles også at arbejderne var så grådige, at de gravede de gamle munkes kister op, for at kunne genbruge træet.
Materialerne blev benyttet til udbedring af gårdene, og i nogle tilfælde som materialer til opførelse af helt ny gårde. Det gælder for eksempel for Falkensteen Gods ved Sludstrup, hvor hovedgården er bygget af sten fra Antvorskov.
De fleste større herregårde under det tidligere kloster og slot har ladet materialer indgå i reparationer. Metallet er blevet solgt, hvis det ikke er brugt.
Ruinen – det glemte kloster og slot vil måske overraske
I slutningen af 1800-tallet kom der en interesse i dansk historie, og forskere begyndte at stikke i jorden ved Antvorskov, for at undersøge, om der dog ikke skulle være lidt tilbage.
Det var der.
De ruiner, som vi i dag kan se ved Antvorskov, er noget af det ældste af den gamle klosterbygning. Ruinerne blev dækket med jord, da slottet blev bygget om, og så glemte man alt om dem.
Til held for os i dag. Hvis de ikke havde været begravet, så var de sikkert blevet rippet ved salget af slottet, ligesom alt det andet.
Og der er masser at grave efter stadig. Under skovbunden ligger fundamenterne, resterne af kirkegulvet, og hvem ved hvad. Arkæologer kommer ofte forbi, og langsomt lærer vi mere om stedet.
Antvorskov kan sikkert overraske i fremtiden, selvom resterne af det tidligere så magtfulde sted ikke synes af så meget, når man kører forbi, og over, på motorvejen.
Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.
Øverst: Antvorskov Hovedgård på Slotsalleen i Slagelse. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.