Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Få fire tips til at rette op på skønhedsfejl.
Hvis du ikke lige har råd eller lyst til at investere i plastikkirurgi , dyre frisørbesøg og lignende for at rette op på de små skønhedsfejl, som vi nok alle sammen kan finde hos os selv, får du her fire tips til at ”snyde” dig fra dem.
Snyd dig til højere kindben og en smallere næse med contouring
Trenden med contouring blev især startet på grund af den amerikanske realitystjerne Kim Kardashian. Men hvad er det nu, contouring er?
Contouring går ud på, at du ved hjælp af nogle bestemte makeupteknikker kan forme dit ansigt, så din kæbelinje for eksempel fremstår skarpere, dine kindben fremstår højere, din pande fremstår lavere, og dine læber fremstår større. What’s not to like?
Teknikken er, at du lægger mørke skygger der, hvor du gerne vil definere dine træk. Det kunne for eksempel være, at du lægger skyggen lige under dit kindben, så de fremstår mere markerede. Husk her at starte fra midten og stryg penslen ud mod øret, men pas på med ikke at ramme selve æblekinden.
Herefter lægger du lys farve (såkaldt highlighter) på de steder, du gerne vil fremhæve – dette kunne for eksempel være på selve kindbenet over den mørke skygge, du lavede før. Det er dog vigtigt at sørge for, at kanterne ikke bliver for skarpe – derfor skal du blende dem lidt ud med for eksempel en såkaldt beauty-blender, som er en speciel makeupsvamp, som du kan købe mange steder. Du kan også med fordel bruge en stor makeuppensel til sidst.
Du kan også lægge din highlighter på amorbuen lige over dine læber og på din næseryg. Og ønsker du at få din næse til at synes mindre og smallere, kan du lægge den mørke skygge på hver side ad næseryggen.
Du kan finde utallige videoguides online, som du kan følge for at lære at lægge den perfekte contouring – det kan nemlig godt være svært at få til at se naturligt ud i starten.
Snyd dig til en flot kavalergang med makeup
Vi kan desværre ikke alle været udstyret med en stor barm og flot kavalergang, men heldigvis er der råd at finde. Du kan nemlig snyde dig til en flot kavalergang med brug af makeup.
Teknikken går ud på, at du, ligesom ved contouring i ansigtet, gør brug af skygger og highlight. Brug mørkt pudder og en mindre pensel til at lægge en skygge mellem dine bryster, som du fører helt op til brysternes runding ved brystkassen. Husk at tone skyggen ud, så der ikke opstår skarpe kanter.
Herefter bruger du din lyse highlighter til at fremhæve det stykke af din barm, som du gerne vil gøre mere iøjnefaldende. Det vil sige barmens øverste runding.
Ligesom med contoruring anbefales det, at du finder en video, hvor det demonstreres. På den måde er det meget nemmere at lære.
Snyd dig til større læber med lip-plumper og lipliner
Du kan købe forskellige læbepomader, lipgloss og læbestifter med ingredienser i, som får dine læber til at synes større. Disse produkter kaldes lip-plumpers. Ingredienserne i en lip-plumper øger blodcirkulationen i dine læber, som får dem til at svulme mere op. Der gøres ofte brug af kollagen og hyaluronsyre.
Derudover kan du gøre brug af en lipliner – også kaldet læbeblyant – hvor farven matcher din læbestift til at tegne dine læber op. Hvis du tegner et stykke uden for dine naturlige læber, vil de synes større. Start med at lægge halvdelen af liplineren ad gangen, så du ikke kører den fra én mundvig til en anden i ét stræk. Få eventuelt ekspedienten til at vise dig hvordan, når du køber den.
Nødløsning til udgroninger eller grå hår
Hvis du ikke lige har haft tid eller råd til at få ordnet din udgroning hos frisøren, eller hvis du har små grå hår i toppen, kommer her et tip, som kan redde dig lidt – i hvert fald så længe din udgroning ikke er alt for stor.
Du kan nemlig bruge makeup til at dække udgroningen med. Brug for eksempel en mørk øjenskygge til at dække en lys udgroning. Du påfører blot øjenskyggen med en almindelig makeuppensel – og vupti så synes udgroningen ikke længere så iøjnefaldende.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Pressefoto). Bureau/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.