Artiklen er opdateret for 7 år siden.
Venstre i Slagelse åbner en dør for, at Villum Christensen (LA) kan blive borgmester om to år.
Venstre oplyser, at de ikke har planer om at spænde ben for, at Villum Christensen kan blive borgmester. Derfor er det kun et aftalebrud fra Socialdemokratiet og borgmester John Dyrby Paulsen (S), som kan forhindre et muligt borgmesterskifte. Det skriver Altinget.
Villum Christensen som borgmester om to år
Aftalen går ud på, at John Dyrby Paulsen (S) skal være borgmester i to år, hvorpå Villum Christensen (LA) skal være borgmester i to år.
“Aktuelt er vores linje, at vi ikke er en del af den borgmesteraftale og derfor ikke vil gå ind og blande os, men i stedet stemme blankt,” siger gruppeformand Knud Vincents (V) til Altinget.
Den udtalelse kommer efter, at Villum Christensen fortalte sin folketingsgruppe, at han ikke vil genopstille til folketingsvalget, fordi han vil forberede sig til at blive borgmester i Slagelse.
Dermed får de 12 socialdemokratiske byrådsmedlemmer og Villum Christensen mulighed for, at de selv kan finde ud af, om Villum Christensen skal være borgmester.
Styrelsesloven gør det muligt uden flertal
“Hvis ikke der er et flertal blandt de fremmødte i kommunalbestyrelsen for en borgmester, så kan man komme ud i en anden og tredje afstemningsrunde. Her vil Venstres blanke stemmer bane vejen for, at Socialdemokratiet og Liberal Alliance selv kan afgøre det,” siger Marius Ibsen, der er ph.d. i statskundskab og tidligere kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, til Altinget.
Borgmester John Dyrby Paulsen har tidligere sagt, at han agter at overholde aftalen med Villum Christensen.
“Aftalen kom i stand for at forhindre en lodtrækning om borgmesterposten, og heri står bl.a. at Villum får ‘mulighed for, om ønsket’, at få borgmesterposten efter to år,” har John Dyrby Paulsen tidligere slået fast.
Læs også: Spillet om borgmesterkæden i Slagelse
Foto: SIphotography / iStock
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.