Hjælpsom bilist fuppet i Ormeslev

Korsor.News – Da en hjælpsom bilist passerede Ormeslev ved Vemmelev, blev han vinket ind til siden af to udenlandske mænd med en udenlandsk Mercedes, men der var tale om tricktyve.

Det kan være svært at agere i krydsfeltet mellem hjælpsomhed og mistænksomhed, og det kom til at koste en hjælpsom mand et mindre, kontant beløb i fredags. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

De ville have vekslet udenlandsk valuta

Fredag eftermiddag omkring kl. 14.15 blev en mand vinket ind til siden på Slagelse Landevej ved Ormeslev (sydvest for Vemmelev), hvor der holdt en udenlandsk Mercedes med to mænd i. De forklarede på engelsk, at deres betalingskort ikke virkede, og at de ikke havde mulighed for at få vekslet deres udenlandske valuta, som tilsyneladende var russisk.

De fik besnakket den hjælpsomme mand, der er fra lokalområdet, til at bytte en udenlandsk pengeseddel til en dansk. Efter at de to mænd havde fået gode, danske kontanter, kørte de fra stedet, men da manden lidt senere ville veksle den modtagne pengeseddel, “kunne det ikke lade sig gøre”, oplyser politiet.

Politiet har bagefter registreret anmeldelsen som en sag om tricktyveri. Politiet opfordrer til, at man er meget opmærksom, hvis man bliver kontaktet eller standset af ukendte, for eksempel på vejen eller på en p-plads. Måske er deres spørgsmål om hjælp eller tilbud om såkaldte guldsmykker eller mærkevaretøj god nok, men måske har de ikke helt rent mel i posen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/law