Slagelse.News – Lørdag aften forulykkede en bil med en 21-årig mand fra Slagelse og en 26-årig mand fra Skælskør på Gørlev Landevej vest for Høng. Den 26-årige afgik ved døden på Odense Universitetshospital.
Lørdag aften kl. 21.19 anmeldte en 36-årig kvinde fra Høng, at hun havde set en modkørende bilist forulykke på Gørlev Landevej ved Høng mellem Kalundborg og Slagelse.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Bilen forulykkede i en kurve og forsatte ud på en mark
Den modkørende bil var kørt i sydlig retning, da den forulykkede i en svag venstrekurve og var fortsat ligeud på en nærliggende mark nær Toelstangsvej.
Den 36-årige kvinde og en anden bilist slog alarm og forsøgte at hjælpe to svært kvæstede mænd, der lå uden for bilen.
Ambulancer og to helikoptere blev sendt til uheldsstedet, hvorefter en 21-årig mand fra Slagelse blev fløjet til Rigshospitalets traumeafdeling, mens en 26-årig mand fra Skælskør blev fløjet til Odense Universitetshospital, idet begge havde livstruende skader.
Bilen havde kraftige skader og lå langt inde på marken, hvor den var standset efter flere kolbøtter forinden.
Vejen var helt spærret for trafik under redningsarbejdet
Gørlev Landevej blev spærret for trafik mellem Toelstangsvej og Flaskevejen under redningsarbejdet, og politiet tilkaldte en bilinspektør til at føre undersøgelser af uheldsstedet og den involverede bil.
Ingen øvrige trafikanter var impliceret i uheldet, der efter de foreløbige undersøgelser måske skyldtes høj hastighed ud at dømme fra både skaderne på bilen og på de alvorligt kvæstede mænd.
Begge fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. Politiet afventer nu resultatet af blodprøverne samt en erklæring fra bilinspektøren vedrørende uheldet med en bil, der var ejet og formentlig ført af den 21-årige på uheldstidspunktet.
Den 26-årige afgik ved døden på grund af kvæstelserne
Søndag eftermiddag oplyste Odense Universitetshospital, at den 26-årige mand fra Skælskør var afgået ved døden på grund af sine alvorlige kvæstelser. Hans pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Den 21-årige mand fra Slagelse er fortsat indlagt på Rigshospitalet, idet hans tilstand betegnes som kritisk.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Niels Åge Skovbo / Fokus Foto / Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.