Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – En 26-årig slagelseaner kom kørende på motorvejen, men pludselig satte han farten op til 225 km/t. Nu har han ikke længere nogen bil.
Onsdag aften kl. 20.35 bemærkede en færdselsbetjent, der kørte i en patruljebil med videoudstyr, en personbil køre hurtigt ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning over en længere strækning.
Pludselig satte bilisten af ukendte årsager hastigheden gevaldigt op, så færdselspolitiet målte bilisten til at køre med omkring 225 km/t på motorvejen ved Greve. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Personbilen blev standset ved brug af udrykningssignaler
Den højst tilladte hastighed på motorvejen på hele den strækning, som bilisten kørte, var 110 km/t jf. skiltningen. Bilisten var trods den høje hastighed ikke umiddelbart til konkret fare for andre trafikanter.
Færdselspolitiet fik ved brug af udrykningssignaler standset personbilen, hvor en 26-årig mand fra Slagelse sad rattet.
Han blev sigtet for den grove overtrædelse af højst tilladte hastighed på motorvejen og samtidig gjort bekendt med, at politiet vurderede den begåede overtrædelse af færdselsloven som værende en såkaldt vanvidskørsel.
Manden fik sin beslaglagt sin bil med henblik på konfiskation
Det betød for den 26-årige, at han fik sin beslaglagt sin bil øjeblikkeligt med henblik på senere konfiskation, ligesom han blev gjort bekendt med, at hans førerret blev inddraget straks. Han må således ikke længere være fører af et køretøj, hvor et kørekort kræves.
Politiet kunne ud fra oplysninger på hans kørekort se, at han så sent som i sommeren i år havde bestået både teori- og køreprøve til en anden kategori end personbil, så han lovligt kunne være føre af andre køretøjer end en personbil.
Den 26-årige protesterede ikke over beslaglæggelsen af sin bil og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når den optagne video af hastighedsovertrædelsen er blevet kontrolleret, og sagen skal afgøres i forbindelse med et retsmøde, som han indkaldes til.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Carlos BCN / iStock). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.