Artiklen er opdateret for 5 år siden.
Korsor.News – En korsoraner blev så gal i en rundkørsel, at han smed sine bilnøgler ind midt i rundkørslen. Da bilen nu holdt stille i rundkørslen, ringede en anden mand til politiet.
Fredag eftermiddag kl. 16.18 fik politiet en anmeldelse fra 45-årig mand om en bil, der holdt til gene i en rundkørsel på Østre Ringvej i Roskilde. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Bilen holdt stille til gene for den øvrige trafik
Politiet ankom på stedet, hvor de traf en 37-årig mandlig bilist fra Korsør. Hans bil holdt stille i rundkørslen til gene for den øvrige trafik.
Det viste sig, at den 37-årige, der var kørende i en bil, som han netop havde overtaget, var kommet kørende ind i rundkørslen med høj fart. Den 37-årige fik herefter bremset for sent. Dermed skred bilen og fik lavet materiel skade.
Den 37-årige var blevet så ophidset, at han havde smidt sin bilnøgle ind midt i rundkørslen med den konsekvens, at bilen nu holdt stille midt i rundkørslen.
Patruljen fik sig en snak med den 37-årige om hans kørsel og om, at han fremover skal ringe til politiet, hvis han kører galt. Til sidst blev bilnøgle og bilist genforenet, hvorpå manden kunne fjerne sin bil fra rundkørslen.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Iryna Dobytchina / iStock). Note/Red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.