Grimt færdselsuheld på Vestmotorvejen

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Skaelskor.News – En bil med trailer kørte ind i en varebil med en minigraver på en trailer, så denne trailer blev revet af og kørte ud i overhalingssporet, hvor den blev påkørt af en 25-årig mand fra Skælskør.

Torsdag morgen kl. 06.02 fik politiet en underretning om, at flere trafikanter var blevet impliceret i et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det vestgående spor mellem Ringsted og Tuelsø Rasteplads ved Sorø. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ambulancen fik politieskorte en del af vejen

Ved politiets og redningspersonalets ankomst til stedet viste det sig, at hele motorvejen var spærret, så en skiltevogn blev tilkaldt til at lede trafikken væk fra motorvejen ved afkørsel 36 (Ringsted N).

En kvæstet, 25-årig mand fra Skælskør blev hastigt bragt til et sygehus i København til den fornødne behandling. Ambulancen fik politieskorte en del af vejen for at nå frem hurtigst muligt.

En bilinspektør blev tilkaldt til undersøgelse af uheldsstedet og de implicerede køretøjer, da det ikke kunne udelukkes, at den 25-årige havde pådraget sig en alvorligere personskade.

Den 18-åriges bil rev varebilens trailer af

Den foreløbige konklusion efter bilinspektørens undersøgelser og afhøring af de to tilbageværende parter var, at en 46-årig mand fra Nordsjælland kørte i en varebil med tilkoblet trailer belæsset med en minigraver. Bag ham i vognbanen længst til højre kørte en 18-årig mand fra Ringsted i en personbil, som også havde tilkoblet en trailer.

Af ukendte årsager påkørte den 18-årige varebilens trailer, så traileren blev revet af trækkrogen. Den løsrevne trailer kørte tværs over overhalingssporet og ramte autoværnet, inden den efter en kortere strækning standsede delvist ude i overhalingssporet.

Manden fra Skælskør ramte den løsrevne trailer

I det samme kom den 25-årige fra Skælskør kørende med højere hastighed end bilerne med trailerne og ramte ind i den løsrevne trailer. Herved skete der stor skade på den 25-åriges bil, ligesom han selv kom til skade og derfor skulle på hospitalet.

Tilkaldte bugseringskøretøjer fik fjernet de forulykkede køretøjer fra motorvejen, så trafikken i det vestlige spor blev åbnet omkring kl. 09.10. Efterfølgende skulle kø både på motorvejen og de omkringliggende veje ved Ringsted afvikles. Politiet har ikke yderligere oplysninger om den 25-åriges tilstand.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). Note/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.