Børnene får ordet på Folkemødet 2020

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Artiklen er opdateret for 5 år siden.

Zand.News ─ Folkemødet er gået sammen med Gerlev Center for Leg & Bevægelse fra Slagelse, Ole Kirks Fond og LEGO Fonden med henblik på at invitere og involvere børn og unge med til Folkemødet på Bornholm.

I alle de år Folkemødet har eksisteret, har der været mange gode debatter om temaer, der vedrører børn. Desværre har meget få af de aktiviteter og debatter sikret, at børn og unges egne synspunkter er blevet hørt. Det bliver der lavet om på nu.

Folkemødet lancerer i år en ny Børne- & Ungescene, hvor børn og unge får en tydelig stemme i den demokratiske debat. Her får Gerlev Center for Leg & Bevægelse fra Slagelse også en rolle. Det oplyser Foreningen Folkemødet i en pressemeddelelse.

Ambitionen er at sikre “barnets ret til at blive hørt”

At lytte til børn og unge og give dem en stemme i den demokratiske samtale eller i forhold til, hvordan deres perspektiv er på en bestemt problematik, er ikke kun med til at kvalificere de voksnes viden.

Det er også en måde at sikre “barnets ret til at blive hørt” ifølge børnekonventionen. Begge dele er ambitionen på Folkemødets nye Børne- & Ungescene, hvor debatterne kommer til at være for, med og af børn og unge.

Folkemødet 2020 løber af stablen den 11.-14. juni 2020. Det er 10. gang, at Folkemødet bliver afholdt i den smukke havneby Allinge på Bornholm.

Foreningen Folkemødet er gået sammen med Gerlev Center for Leg & Bevægelse (Legeskibet) fra Slagelse, Ole Kirks Fond og LEGO Fonden med henblik på at invitere børn og unge med til Folkemødet.

Dette sker med et nyt område på Folkemødet, hvor ønsket er at give børn og unge en tydelig stemme i den demokratiske samtale – og hvor børn og unges trivsel, udfordringer og vilkår er omdrejningspunktet.

»Alle skal føle sig velkommen. Det gælder selvfølgelig også vores børn og unge,« siger Ajaja Kofoed-Nørgaard, der er Partneransvarlig i Folkemødet og initiativtager til Børne- & Ungescenen, og fortsætter:

»Vi vil gerne være med til at indbyde børn og unge i den demokratiske samtale, så de så tidligt som muligt får styrket interessen for demokratiet. Og så skal det selvfølgelig også være et sjovt sted at besøge med plads til leg og bevægelse og kreativ udfoldelse for både børn og voksne.«

Aktiviteterne indeholder reel børne- og ungeinddragelse

På Børne- & Ungescenen vil det være muligt for relevante aktører at få tid på scenen til det event eller den debat, som man ønsker at afholde. Eneste krav er, at alle aktiviteter indeholder reel børne- og ungeinddragelse og omhandler temaer, hvor børn og unge er i fokus.

Aktiviteterne på og omkring Børne- & Ungescenen kommer på denne måde til at have børn på scenen, i panelerne og som tilskuere sammen med pædagoger, skolelærere og forældre – derudover vil politikere og folk, der arbejder med børn, være medaktører og tilskuere til de mange forskellige events og aktiviteter.

For at understøtte et format, der passer til børn, tager Børne- & Ungescenen samt aktiviteterne rundt om scenen afsæt i legen, nysgerrigheden og det undersøgende. Samtidig vil man opleve et Folkemøde i børnehøjde med løbende aktiviteter parallelt med de mange debatter.

»Leg er demokratisk dannelse!« fortæller Rasmus E. Casper, der er centerchef ved Gerlev Idrætshøjskole og Center for Leg & Bevægelse ved Slagelse og fortsætter:

»God leg handler om at have det sjovt og samtidig blive klogere på sig selv og hinanden. Man kan faktisk sige, at vi fra naturens side er indrettet til at have det sjovt, når vi leger, fordi vi i legen træner nogle af vores vigtigste egenskaber: evnen til at trives i fællesskaber, social intelligens og empati.«

Børne- & Ungescenen kommer til at ligge i Danchells Anlæg, og den kommer til at indeholde en scene, to aktivitetscontainere, spil, legeredskaber og et stort aktivitetsområde i grønne omgivelser.

Opdatering: Datoen for Folkemøde 2020 er føjet til artiklen.

Øverst: Folkemødet 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix (Foreningen Folkemødet)). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.