Veteraner fra VeteranHaven sendes til Sprogø

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

Tre veteraner fra Slagelse er udsendt til Sprogø, hvor de skal løse nogle af de mange vedligeholdsopgaver på øen. Den ene veteran er tidligere udsendt i Kosovo og Bosnien.

De tre veteraner fra VeteranHaven i Slagelse startede i det nye arbejde på Sprogø i går. Her skal de løse nogle af vedligeholdsopgaverne på de grønne områder og i ejendomme på øen. Det sker i samarbejde med Sund & Bælts egne medarbejdere.

Opgaverne vil blive tilrettelagt ud fra et årshjul, der giver veteranerne mulighed for at løse dem efter individuel jobevne. Det kan være som deltidsjob eller fleksjob. Aftalen er kommet i stand via Slagelse Kommunes særlige fokus på de såkaldte Socialøkonomiske projekter. Det giver en chance til mennesker, som gerne vil arbejde, men har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Aftalen blev underskrevet af Sund & Bælt og VeteranHaven tidligere på året, og i går onsdag den 4. april startede det nye samarbejde op med tre spændte veteraner:

»Det betyder meget for mig at arbejde på Sprogø, da der er højt til himlen, og jeg har klare, alsidige arbejdsopgaver. Det giver en velkendt ramme, der også kan rumme, at vi kommer med ”skavanker”, som vi har med os fra forsvaret. Samtidig giver aftalen med Sund & Bælt os mulighed for at være i selskab med andre med samme erfaring og baggrund som vi – og det giver tryghed,« siger Joe Houmand Andersen, der er tidligere udsendt i Kosovo og Bosnien.

På Sprogø kan Joe Houmand Andersen og hans kolleger selv bestemme, hvornår og hvor meget de kan holde til at arbejde. I første omgang starter projektet op med omkring 30 timer om ugen, men på sigt ser Sund & Bælts adm. direktør, Mikkel Hemmingsen, gerne samarbejdet udvidet.

»Ambitionen er at udbygge samarbejdet og løbende have en dialog med VeteranHaven om andre arbejder omkring Storebælts bygninger og arealer, der vil være relevante for veteraner at løse. For os er aftalen med VeteranHaven en mulighed for at tilbyde flere veteraner beskæftigelse og dermed chancen for at genetablere tilknytning til arbejdsmarkedet,« siger Mikkel Hemmingsen.

Den nyligt tiltrådte borgmester i Slagelse Kommune ser også perspektiver i samarbejdet:

»Vores veteraner har rigtig meget at byde på. Vi skylder at hjælpe dem, der er kommet til skade under tjeneste for Danmark, så de kan få et godt liv. VeteranHavens gode samarbejde med Sund & Bælt kan både forskønne Sprogø og hjælpe vores borgere, og måske også inspirere andre virksomheder til lignende samarbejder,« siger borgmester John Dyrby Paulsen.


Foto: Sund & Bælt

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.