Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Korsor.News – Den 23. oktober 2018 bliver snoren klippet over til de nye østvendte ramper i Vemmelev. Alle interesserede er velkomne til indvielsen.
Tirsdag den 23. oktober 2018 kan de første biler kører direkte ned på motorvejen fra i Vemmelev og sætte kursen mod København. Den dag bliver de nye østvendte ramper i Vemmelev nemlig indviet, efter lidt over et år, hvor gravemaskinerne har haft travlt.
Motorvejsramper har været på ønskesedlen i 25 år
»Vi har kæmpet for motorvejsramperne i mange år. Derfor er jeg også glad for, at vi nu endelig kan indvie dem. Det betyder, at vi får ledt den tunge trafik ud af Vemmelev, og samtidig gavner virksomheder og turisme med bedre til- og frakørselsforhold,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).
De nye motorvejsramper i Vemmelev har været på ønskesedlen i mere end 25 år. De er finansieret af staten og Slagelse Kommune, som hver har betalt 12 millioner kroner til projektet.
»Jeg er ikke tvivl om, at det er en god investering for vores kommune. Det kommer til at få betydning for bosætningen i Vemmelev, og det kommer til at få betydning for de mange turister, som får nemmere ved at komme til og fra sommerhusområderne,« siger John Dyrby Paulsen.
Program for indvielsen af Vemmelev-ramperne
- 13.00 Pladsen åbner, kaffe med videre.
- 13.15 Velkomst og taler.
– Velkomst ved projektleder Neal McMullan.
– Tale ved borgmester John Dyrby Paulsen (S).
– Tale ved udvalgsformand og medlem af Folketingets Transportudvalg Villum Christensen (LA).
– Tale ved byrådsmedlem Flemming Erichsen (S).
– Snoren klippes over. - 13.45 Ramperne åbnes.
- 14.30 Forventet afslutning.
Foto: Slagelse Kommune.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.