Artiklen er opdateret for 12 måneder siden.
Slagelse.News – Salling Fondene donerer via Bilka Slagelse 200.000 kroner til Sørby Fodbold. »Det gør, at der nu ikke er mørkt om aftenen især i begyndelsen og slutningen af sæsonen, og at spillerne kan se noget, når de løber rundt på banen,« lyder det fra Sørby Fodbold.
Ved Sørby Fodbold kommer der snart til at være endnu mere liv og aktiviteter. Salling Fondene har nemlig via Bilka Slagelse støttet Sørby Fodbold med 200.000 kroner til etablering af lys på banerne, som betyder, at der blandt andet kan spilles flere hjemmebanekampe. Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.
Skaber mulighed for at spille flere hjemmekampe
Salling Fondene har via en indstilling fra Bilka Slagelse doneret 200.000 kroner til Sørby Fodbold, så der kan komme lys på fodboldbanerne.
Donationen skaber glæde hos Simon Futtrup Olsen, der er næstformand i Sørby Fodbold:
»Det er helt fantastisk. Det gør, at der nu ikke er mørkt om aftenen især i begyndelsen og slutningen af sæsonen, og at spillerne kan se noget, når de løber rundt på banen. Det betyder også, at vi får mulighed for at spille hjemmekampe i hverdagene, og at vi kan tiltrække flere medlemmer, fordi vi bliver mere attraktive for lokalområdet,« fortæller Simon Futtrup Olsen.
Klubben har svært ved at spille kampe i mørke
Donationen fra Salling Fondene via Bilka Slagelse gør, at Sørby Fodbold er kommet et skridt nærmere at have samlet det fulde beløb ind til belysningen. Simon Futtrup Olsen håber, at det kan blive etableret i løbet af foråret.
Det glæder Mark Rosenkrantz Stæhr, der er varehuschef i Bilka Slagelse, at donationen kan være med til at gøre en forskel for lokalområdet.
»Det er fedt, at vi er med til at gøre en forskel lokalt. Vi kan se, hvor meget tidligere projekter og donationer har skabt glæde og liv i lokalsamfundet. Der er ingen tvivl om, at lyset i Sørby Fodbold kommer til at gøre en stor forskel. Klubben har svært ved at spille kampe, fordi der ikke er lys på banen, men med donationen bliver det ændret, og det kan være med til at trække mennesker til byen, fordi det bliver muligt at afvikle hverdagskampe fremover,« lyder det fra Mark Rosenkrantz Stæhr.
Ønsker gøre en forskel for især børn og unge
Salling Fondene har i denne donationsrunde uddelt i alt to millioner kroner til ni projekter, der er indstillet via otte forskellige Bilka-varehuse fordelt over det meste af landet. Bilka har et stort ønske om at gøre en forskel for specielt børn og unge, og derfor skal donationerne støtte lokale initiativer, der gør en væsentlig forskel for sport, sundhed og trivsel blandt børn og unge i lokalsamfundet.
Siden 2020 har Bilka og A-Z’s 19 lokale varehuse indstillet en række lokale projekter, der støtter børn og unges sundhed og trivsel til donation fra Salling Fondene. Det er de enkelte Bilka-varehuse og A-Z, der finder, udvælger og indstiller projekterne, som de forventer vil gøre den største forskel for deres lokalområde. Donationerne er på mellem 100.000–250.000 kroner. Det er Købmand Herman Sallings Fond, der har doneret 200.000 kroner til Sørby Fodbold.
Læs mere om Salling Fondene og lokale donationer på: www.sallingfondene.dk/ansoening/lokale-donationer
Der er kommet ansøgninger til en lang række forskellige projekter fra hele landet – ud af dem er der valgt ni projekter, der får en donation. Heriblandt altså Slagelse.
»Vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at støtte lokalsamfundet samt fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge. Vores varehuse har igen indstillet rigtig mange gode initiativer, som virkelig kan være med til at gøre en forskel for lokalområdernes børn og unge mennesker. De ni projekter, som vi har indstillet til en donation fra Salling Fondene, er nøje udvalgte. De er meget forskellige, og vi glæder os over, at vi nu kan løfte sløret for, hvilke projekter, der har fået donation fra Salling Fondene via indstilling fra Bilka,« siger Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka.
Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som driver blandt andet Bilka, Netto, føtex, Salling stormagasiner, BR, Carls jr., Starbucks og Skagenfood. Fondene har gennem mange år bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark. Samtidig har fondene givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport, forskning og andre almennyttige, almenvelgørende eller værdige formål.
Siden 2012 har Salling Fondene doneret over to milliarder kroner.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Bilka). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.