Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – »De næste år bliver voldsomme i Sørby Esport. Vi har mange skoler, der efterspørger vores ydelser, flere partnere, der står klar til at lave aktiviteter med os, og en masse sjove events med og for vores medlemmer – og jeg glæder mig til at påtage mig det ledelsesmæssige og kommercielle ansvar for det hele,« lyder det fra direktøren.
Efter fem år som bestyrelsesformand er Mark Kristensen udnævnt til og ansat som direktør i Sørby Esport. Han har været med i bestyrelsen for Sørby Esport lige siden begyndelsen, november 2016, som bestyrelsesformand. Det oplyser Sørby Esport i en pressemeddelelse.
Udviklingen kalder på en stærk faglig ledelse
Den fortsatte udvikling og en hverdag med flere ansatte, mange skoler og adskillige frivillige ledere har skabt behovet for en stærk faglig ledelse.
»Sørby Esport har været igennem en stærk udvikling. Vi har nu 5 ansatte, 15 skoler vi samarbejder med om esport, 70 frivillige ledere, vækst i antal aktive medlemmer og en masse nye aktiviteter, både online og i esport-centret på Slagelse Stadion. Hele denne udvikling og vores hverdag kalder på stærk faglig ledelse, som Mark har bevist, at han mestrer,« udtaler Anders Sørensen, der er hovedbestyrelsesformand i Sørbymagle IF.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den nyudnævnte direktør, Mark Kristensen, glæder sig til at stå i spidsen for både medarbejdere og frivillige samt for det kommercielle.
»Sørby Esport har været en vigtig del af mit liv siden januar 2016 og er de sidste år blevet meget vigtigere for mig. At bestyrelsen nu udnævner mig til direktør, betyder, at jeg kan stå i spidsen for både vores gode medarbejdere og frivillige og tage ansvar for de pligter, der følger med jobbet – det glæder jeg mig meget til,« siger Mark Kristensen, der er bestyrelsesformand og nu også direktør i Sørby Esport, og fortsætter:
»De næste år bliver voldsomme i Sørby Esport. Vi har mange skoler, der efterspørger vores ydelser, flere partnere, der står klar til at lave aktiviteter med os, og en masse sjove events med og for vores medlemmer – og jeg glæder mig til at påtage mig det ledelsesmæssige og kommercielle ansvar for det hele.«
Mange aktiviteter, events og konferencer er på vej
Der er planlagt tre bootcamps i Sørby Esport:
- Den 25.-27. marts (forår)
- Den 7.-10. juli (sommer)
- Den 23.-25. september (efterår).
Derudover skal Sørby Esport have mere end 200 medlemmer med til Gamebox den 22.-24. april i Herning. Lokalt laver foreningen sommercamps for lokale og regionale gamere i og omkring Slagelse. Herefter skal en masse gamere med til NPF til efteråret. Samtidig skal det administrative team deltage i mere end seks forskellige konferencer.
»Der sker meget – og vi skal være dygtige og grundige for at lykkes så godt som muligt på alle parametre. Vi tror på, at vi med ansættelsen af Mark Kristensen som direktør sikrer den udvikling, vi skal igennem. Tak til alle frivillige ledere, trænere, forældre, medlemmer, ansatte og partnere for at være en del af denne vilde rejse,« lyder det fra Anders Sørensen.
Øverst: Bestyrelsen. (Pressefoto: Sørby Esport). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.