Slagelse.News – »Frontmanden René Hejdmann både lyder og ligner Kim Larsen, mens Gasbox spiller og synger, med stor respekt, sangene, som har gjort Gasolin’ til Danmarks største rockband gennem tiderne og ikke mindst Kim Larsen til en af de største danske kunstnere nogensinde.«
Den 30. september 2018 gik Danmark i kollektiv landesorg, da det kom frem, at den folkekære gavflab Kim Larsen var død. Med ham forsvandt ophavsmanden til en parade af danske klassikere.
Gasbox er en del af programmet på Sørby Marked
»Heldigvis findes der rigtigt mange coverbands, som hylder Larsen og hans fantastiske musik. Vi har fået fat i nogen af de bedste. Det er os en stor glæde at præsentere Gasbox som en del af programmet på Sørby Marked 2019,« afslører Martin W. Hansen, der er formand for underholdningsudvalget på Sørby Marked, og fortsætter:
»Frontmanden René Hejdmann både lyder og ligner Kim Larsen, mens Gasbox spiller og synger, med stor respekt, sangene, som har gjort Gasolin’ til Danmarks største rockband gennem tiderne og ikke mindst Kim Larsen til en af de største danske kunstnere nogensinde.«
Musikskatten gennem 50 år lever heldigvis videre
I 50 år spillede og sang Kim Larsen sig ind i hjerterne på danskerne først med Gasolin så med Bellami og Bell*Star og de sidste 24 år med Kjukken.
Heldigvis lever den store musikskat videre – også på Sørby Marked, hvor torsdag den 30. maj 2019 står i Larsens tegn med Gasbox på Friluftscenen.
»Det bliver en fest og en hyldest med fællessang, fadøl og fed stemning. Det er jeg slet ikke i tvivl om, konstaterer underholdningsformanden.
Gasbox har spillet flere hundrede koncerter i hele landet og har været i finalen i TV2-programmet “Danmark Har Talent”, hvor bandet fik stor ros og nåede semifinalen.
Åbent Førerhus vender tilbage med udstillede lastbiler
Sidste år havde Sørby Marked for første gang indgået samarbejde med Åbent Førerhus, der besøgte markedspladsen og udstillede lastbiler under hele markedet.
Det var en stor succes, som både deltagerne og Sørby Marked havde stor fornøjelse af.
»Derfor er det også med stor glæde, at vi igen i år kan byde Åbent Førerhus velkommen tilbage,« fortæller Martin W. Hansen og uddyber:
»Og glæden er vist gengældt. I hvert fald var der udsolgt på ganske få dage, da Åbent Førerhus-pladserne blev sat til salg.«
Det betyder, at markedsgæsterne kan møde det spektakulære syn, når 25 lastbiler indtager markedspladsen fra fredag til søndag, hvor de holder til udstilling alle markedsdagene.
»Chaufførerne står selvfølgelig klar til en snak om de imponerende køretøjer under hele markedet, lover Martin W. Hansen.«
Koncerter er gratis og nye navne præsenteres løbende
Alle koncerter og events er som altid gratis, og Sørby Marked præsenterer løbende nye navne henover de kommende måneder. Allerede nu er Karl Hermans Trio og Guitar Rebels på plakaten.
Markedet afholdes i 2019 fra torsdag den 30. maj til og med søndag den 2. juni, men tyvstartes traditionen tro allerede onsdag den 29. maj med en stor reklamebanko i Sørbyhallen.
Program og andre nyheder offentliggøres løbende på sorbymarked.dk og facebook.com/sorbymarked.
Øverst: René Hejdmann og Gasbox. (Foto: Pressefoto / Sørby Marked). /rk
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.