Ny formand for VeteranHaven i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

VeteranHaven har valgt Stén Knuth som ny formand på et konstituerende bestyrelsesmøde, da den tidligere formand Henrik Thaarup ikke ønskede ikke at fortsætte. Ann Sibbern er næstformand, og hun er ligesom Stén Knuth medlem af byrådet i Slagelse Kommune.

VeteranHaven havde generalforsamling den 14. marts 2018, og på det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Stén Knuth valgt som den nye næstformand, da den tidligere formand Henrik Thaarup ikke ønskede at fortsætte som formand.

»Når vi sender danske soldater ud til verdens brændpunkter, for at de kan være med til at sikre ro og orden, har vi også en særlig forpligtigelse til at være med til, at sørge for at de der sætter livet på spil for det og os, at de kommer godt hjem og tilbage ind i vort samfund. Det gør heldigvis rigtig mange. Men der er desværre også mange, som får ar på krop og sjæl,« skriver Stén Knuth i et Facebook-opslag.

Stén Knuth er byrådsmedlem for Venstre i Slagelse Kommune og er tidligere borgmester.

»I mit virke, både før jeg var borgmester og under min borgmesterperiode, har jeg, når det har været mig mulig, påskønnet arbejdet for krigsveteraner,« skriver Stén Knuth videre og fortsætter:

»Og derfor er det også med ekstra stolthed at jeg på det konstituerende møde i bestyrelsen fik opbakning til at blive formand for Veteranhaven. Jeg håber med bestyrelsen at kunne videreføre det gode arbejde den tidligere bestyrelse har udført,« fortæller den nyvalgte formand.

Næstformanden i VeteranHaven er Ann Sibbern, der også sidder i byrådet for Dansk Folkeparti. Hun er 2. viceborgmester og er i øvrigt gift med en veteran.

Den daglige leder af VeteranHaven er René Pamperin, der selv er veteran og i øvrigt har PTSD. Han var officer i hæren, og nu har han det overordnede ansvar for foreningens daglige drift, herunder VeteranHaven i Slots Bjergby.

VeteranHaven har åbent på alle hverdage fra kl. 09:00 til kl. 14:00, og du kan læse mere om den og dens aktiviteter på: veteranhaven.dk.

Læs også: Veteraner fra VeteranHaven sendes til Sprogø


Øverst: Indvielse af flagpladsen i VeteranHaven den 5. maj 2014.
Foto: VeteranHaven / Facebook.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.