Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Slotsbjergbybanen får fornemt selskab i weekenden, hvor verdens bedste motocrosskørere skal dyste mod hinanden.
Den 22. og 23. september 2018 er Slagelse MX og Slagelse Kommune vært for det internationale mesterskab “Sidecarcross A Quad Cross of Nations 2018”. Mesterskabet finder sted på Slotsbjergbybanen, hvor rekordmange kørere fra hele 23 nationer vil deltage.
Danmark er blandt verdens førende nationer
Det er Slagelse MX, som afholder arrangementet, men både Slagelse Kommune og Sport Event Danmark har været afgørende partnere i arbejdet med at få eventet til Slagelse.
»Danmark er blandt verdens førende nationer i relation til at tiltrække og afholde internationale sportsevents, og gennem de seneste 10 år har Sport Event Denmark støttet mere end 350 af slagsen, og hovedsageligt VM- og EM-arrangementer. Endnu et kan føjes til porteføljen, når Slagelse er vært for denne vigtige motorsports event på banen i Slots Bjergby,« siger direktøren fra Sport Event Denmark, Lars Lundov.
Det vil ikke kun være gæsterne ude på tilskuerrækkerne, som skal overvære løbene. Mesterskabet vil blive live-streamet, så hele verden kan følge med, når vinderen af løbet kåres søndag.
Idrætslivet skal have bredde og give oplevelser
I løbet af weekenden vil der også være andre arrangementer på programmet. Blandt andet vil Gerlev Legepark være tovholder for forskellige lege, og søndag vil borgmester John Dyrby Paulsen (S) holde tale inden finalerne går i gang kl. 10.00.
»I Slagelse Kommune har vi en klar ambition om, at vores idrætsliv både skal have bredde og eliteidræt, der løbende giver borgerne gode oplevelser. Motocrossløbet gør begge dele. Når et løb af den kaliber vælger en af vores lokalbaner, viser det, at vores strategi med at være en attraktiv idrætskommune også kan nå ud over Atlanten,« siger formanden fra Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (S).
Lørdag køres der træning samt kvalifikation, og søndag er der finaler. En dagsbillet koster 100 kroner, og en billet til hele weekenden koster 150 kroner, mens børn under 12 år kommer gratis ind. Parkering koster 20 kroner.
Læs mere om mesterskabet på: www.slagelsemx.com.
Arkivfoto: Slagelse Kommune.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.