Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – I år er målet for eleverne på Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse at indsamle minimum 100.000 kroner til ukrainske familier på flugt.
Millioner af ukrainere har brug for al den hjælp, som de kan få. Derfor vil eleverne på Gerlev Idrætshøjskole i fællesskab løbe så mange kilometer som muligt på 24 timer for at samle penge ind til de krigsramte familier på flugt. Det oplyser højskolen i en meddelelse.
Målet er at løbe så mange kilometer som muligt
Fra den 8. april kl. 21.00 til den 9. april kl. 21.00 løber eleverne på Gerlev Idrætshøjskole for ukrainske familier på flugt ved et stort 24-timers-løb, som de selv arrangerer. Målet er i fællesskab at løbe så mange kilometer, som muligt på ét døgn.
Eleverne kontakter på forhånd virksomheder, familie og venner, som kan vælge at donere penge for hver kilometer, som eleverne løber. Du kan også bakke op om elevernes flotte initiativ og være med til at gøre en forskel med en donation:
Overvældende indsamling for Skælskør Julemærkehjem
24-timers-løbet er et nyt initiativ på Gerlev Idrætshøjskole. I foråret 2021 løb eleverne for første gang, og målet var at samle 50.000 kroner ind til Skælskør Julemærkehjem. Eleverne fik dog langt flere kilometer i benene end forventet, samtidig med at donationerne strømmede ind. Derfor endte de med at samle hele 148.000 kroner ind – penge, der blev brugt til at udvide julemærkehjemmets multibane.
I år er målet at indsamle minimum 100.000 kroner – penge, der sendes ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp, som hjælper mennesker på flugt med blandt andet fødevarer og tag over hovedet – og mennesker, der forsøger at komme ud af Ukraine.
»Vi mærker fællesskabet, mens vi hjælper fællesskabet«
Morten Zacho, der er højskolelærer på Gerlev Idrætshøjskole og initiativtager til 24-timers-løbet, håber endnu en gang på, at så mange personer som muligt kommer til at opleve det gode og positive fællesskab, der kan komme ud af sådan et løb.
»Det giver mening og håb at mærke hinandens drivkraft for at hjælpe andre – at støtte den gode sags tjeneste. Det er en stærk følelse at mærke fællesskabet, mens vi hjælper fællesskabet,« siger han.
24-timers-løbet suppleres af en højskoleauktion
Alt fra rygmassage, morgenmad på sengen, retten til at vælge næste temafest og rengøringshjælp var på salgslisten, da eleverne sidste år også havde arrangeret en auktion i forbindelse med indsamlingen.
I alt indbragte auktionen hele 10.000 kroner, som udelukkende var elevernes af egne midler. En auktion der naturligvis gentages igen i år.
»Det var en af de fedeste weekender på vores ophold. Der var virkelig en kæmpe fællesskabsfølelse omkring det, man havde gang i, lige meget om det var auktionen i spisesalen eller 24-timers-løbet på skolen,« siger Sofie Bartholdy Carlsen, der er tidligere elev på Gerlev Idrætshøjskole, og fortsætter:
»Skolen blev samlet om projektet, og alle gav sig 100 procent, hvis ikke mere. Der var blandt andet fem elever, der rundede 100 kilometer i løbet af de 24 timer.«
Oversigt over weekendens program (uddrag)
Torsdag:
20.00 Auktion i foredragssalen.
Fredag:
19.30 Åbningstale ved ny forstander Frederik Ullerup, band og danseperformance
20.45 Opvarmning til 24-timers-løb
21.00 Startskuddet lyder.
Lørdag:
20.45 Alle går sidste runde fælles
21.00 Løb er færdigt.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Gerlev Idrætshøjskole). PM/lale
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.