Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – »Livsparken er både for nybegyndere og de mere øvede. Den passer rigtig godt til Slots Bjergby og de unge menneskers hverdag, og er en on-demand aktivitet med frie rammer. Jeg har selv fået en masse gennem skateboarding, så det er dejligt at være med til at give noget tilbage til miljøet og inspirere unge mennesker,« lyder det.
Onsdag den 17. august 2022 kl. 16 tager borgmester Knud Vincents (V) første spadestik til Livsparken, det nye ambitiøse anlæg til gadeidræt i Slots Bjergby. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Gode muligheder for at bevæge sig og at være aktiv
Børn og unge og andre unge sjæle kan godt begynde at glæde sig. Nu begynder arbejdet nemlig på den nye skatepark i Slots Bjergby. Navnet er Livsparken, og den skal være et bevægelses- og fællesskabsområde, hvor børn og unge har været inddraget i skabelsen og udviklingen af parken. Livsparken skal danne ramme for selvorganiseret idræt og bevægelse som for eksempel gadeidræt i form af blandt andet skateboard, løbehjul og rulleskøjter.
Gadeidrætten har de seneste år fået en større og større betydning. Det gælder også på landet, hvor flere og flere landsbymiljøer får øje på værdien af at skabe samlingspunkter for børn og unge i landsbyen ved at tilbyde nye fællesområder med fritidsaktiviteter, hvor man ikke nødvendigvis skal “melde sig ind” for at være med.
»Jeg vil gerne begynde med at rose det lokale engagementet fra Hashøj NV og Slots Bjergby Landsbyråd, der har givet så meget til området. Sundhedsstyrelsens rapporter viser, at størstedelen af de danske unge ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive. Så vi glæder os til, at Livsparken står klar, så der er endnu flere muligheder for vores børn og unge. Det hænger godt sammen med vores idrætspolitik, som har fokus på, at borgerne skal i bevægelse for sjov, for hinanden og for livet. Derfor er vi glade for, at vi har kunne støtte tilblivelsen af Livsparken,« siger Troels Brandt (RV), som er formand for Kultur, Fritids- og Turismeudvalget.
Nu bliver det måske lidt teknisk, men folk med forstand på skating vil nok nikke genkendende til mange af de elementer, der kommer til at være i parken såsom minirampe med corner, step up med rail, ledge box med curb cut, double hip funbox med rail og flatbar. Men der bliver der også bygget bl.a. bænke og mini-trampoliner samt anlagt græs og beplantning.
Tidligere OL-deltager og lokale ildsjæle står bag Livsparken
Initiativet til projektet er taget af frivillige ildsjæle fra lokalforeningen Hashøj Nordvest, og er økonomisk støttet af Slagelse Kommune, Nordea-fonden og Landudvikling Slagelse. I alt er der rejst 2.600.000 kroner til projektet.
Den tidligere OL-deltager og Danmarksmester, professionel skateborder Rune “The Destroyer”” Glifberg, har sammen med sin makker Ebbe Lykke været med til at udvikle livsparken. Det er de lokale ildsjæle glade for.
»Det bliver megafedt, når Livsparken er blevet bygget. Vores børn og unge glæder sig rigtig meget til at få et samlingssted i Slots Bjergby. Det er helt fantastisk, at to at de største navne inden for branchen, Rune og Ebbe, vil være med til at skabe et område som indbyder til bevægelse,« siger Rie Thomsen, som er frivillig initiativtager bag Livsparken.
»Vi er så glade for, at Nordea-fonden Landudvikling Slagelse og Kommunen har støttet, og vi oplever også opbakning blandt vores lokale virksomheder, nu hvor vi mangler penge til belysning,« tilføjer hun.
Rune Glifberg slår fast, at det også handler om samværet og den friske luft:
»Livsparken er både for nybegyndere og de mere øvede. Den passer rigtig godt til Slots Bjergby og de unge menneskers hverdag, og er en on-demand aktivitet med frie rammer. Jeg har selv fået en masse gennem skateboarding, så det er dejligt at være med til at give noget tilbage til miljøet og inspirere unge mennesker. Det handler ikke kun om aktiviteten, men også om samværet, og så er det godt at komme op ad sofaen og ud og få noget frisk luft,« siger han.
Livsparken kommer til at være åben og tilgængelig alle 24 timer i døgnet. Planen er, at der også skal etableres belysning på området, men der mangler den sidste finansiering.
Der er første spadestik onsdag den 17. august kl. 16 ved Hashøjskolen i Slots Bjergby, hvor borgmester Knud Vincents byder velkommen og står for første spadestik. Derefter fortæller Rune Glifberg om, hvordan Livsparken er kommet til verden og Slagelse Skateboardforening står også for happening på dagen. Det hele slutter omkring kl. 17. Livsparken forventes at stå færdig den 1. november 2022.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.