Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – »Vi må nok alle se i øjnene, at dette udbrud med stor sandsynlighed vil påvirke julen på Bjergbyparken i år på en måde, så vi bliver endnu mere begrænset, end vi allerede er i forhold til at holde jul for vores beboere,« lyder det fra ældrechefen.
På grund af et udbrud af COVID-19 på Levehjemmet Bjergbyparken i Slots Bjergby indføres der nu besøgsrestriktioner og besøgsforbud op til jul og nytår. Det skriver Slagelse Kommune i en nyhedsmeddelelse.
Forbuddet bliver ophævet så hurtigt som muligt
Fire beboere og to medarbejdere har indtil videre fået konstateret COVID-19.
Det har medført, at Styrelsen for Patientsikkerhed har nedlagt besøgsforbud på plejecentret. Forbuddet vil blive ophævet så hurtigt som det er sundhedsfagligt forsvarligt, og senest 1. marts 2021.
»Jeg er klar over, at det er særlig uheldigt her op til jul, og jeg forstår udmærket, hvis nogle beboere og pårørende bliver kede af eller frustrerede over, at de ikke kan komme på besøg. Men vi må beskytte beboerne, og derfor er vi enige med Styrelsen for Patientsikkerhed i, at der ikke er andre løsninger,« siger Charlotte Kaaber, der er ældrechef i Slagelse Kommune.
Besøgsforbuddet meldes ud til alle beboere på plejecentret og de pårørende bliver orienteret på skrift. Der kommer også plakat til hoveddøren, og information på plejecentrets hjemmeside.
Nedenstående er gældende pr. dags dato:
- Den ene udpegede nærmeste pårørende, som har adgang til boligen, har stadig adgang til at besøge beboere, der ikke er testet positive.
- Alle besøg i besøgsrum er lukket ned, så længe der er smitte på Bjergbyparken.
- Såfremt beboer er i kritisk tilstand, kan der af ledelsen gives tilladelse til besøg i bolig for mere end en pårørende.
- Alle beboere der er i stand til at forstå og/eller samarbejde om behovet for at minimere smittespredning, isoleres i egen bolig i videst muligt omfang. Der vil ikke blive anvendt tvang i nogen form, og vi vil være særligt opmærksomme på generel trivsel.
- Pårørende til afdøde bedes kontakte plejecentret for adgang til plejecenter, og pårørende kan fortsat tømme bolig.
- Alle beboere og medarbejdere testes efter gældende retningslinjer.
»Vi må nok alle se i øjnene, at dette udbrud med stor sandsynlighed vil påvirke julen på Bjergbyparken i år på en måde, så vi bliver endnu mere begrænset, end vi allerede er i forhold til at holde jul for vores beboere. Vi vil gøre vores yderste for, at julen på trods af dette, bliver så hyggelig som mulig for beboerne,« siger Charlotte Kaaber.
Øverst: Levehjemmet Bjergbyparken i Slots Bjergby. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.