Vold mod politiet efter værtshusbesøg

Slagelse.News – En mand opførte sig aggressivt på et værtshus i Slagelse, men på politistationen gav han den ene politibetjent en lussing.

Tidligt lørdag morgen (også kaldet fredag nat) blev en 20-årig mand fra Høng anholdt efter en episode på et værtshus i Slagelse. Klokken 01.10 kontaktede personalet politiet, da manden, som netop var blevet smidt ud, opførte sig aggressivt. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Gav betjent en lussing på politistationen

Manden nægtede at oplyse sit navn og fødselsdato til politiet, hvilket man ifølge loven skal gøre, når politiet spørger. Det førte til, at han blev anholdt klokken 01.17 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

Da manden ankom til politistationen i Slagelse, eskalerede situationen, og han gav en politibetjent en lussing. Det udløste yderligere en sigtelse for vold mod politiet samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 20-årige blev løsladt igen klokken 03.44.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/gog2