Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse News – Vestermose Natur- og Idrætsfriskole nord for Slagelse sætter alle sejl til, når den store, nationale Naturvidenskabsfestival fejer hen over Danmark. Årets tema er “Helt vildt”, og eleverne på friskolen og børnene i børnehaven vil anlægge en vild have, som alle skal have mulighed for at komme i fremover – børn, forældre, bedsteforældre og alle interesserede i lokalområdet.
Temaet for årets store, nationale Naturvidenskabsfestival er “Helt vildt”. I den sidste uge i september udforsker tusindvis af skoleelever over hele Danmark den vilde natur.
På Vestermose Natur- og Idrætsfriskole skal børnene skabe en ”Vild have” på tværs af alle aldre – en have, som skal være åben for alle i lokalområdet. Det skriver Naturvidenskabsfestival i en pressemeddelelse.
Ud i naturen for at blive klogere på biodiversitet
Skal man blive klogere på, hvad biodiversitet egentlig er, er der kun én vej frem: Man må ud i naturen med alle sanser.
På Vestermose Natur- og Idrætsfriskole, knap 10 kilometer fra Slagelse, har de 160 elever på skolen, 40 børn i børnehaven og lærerne sat sig for i et samarbejde på tværs at anlægge en vild have på skolen.
»Vi ønsker, at de ting, vi anlægger her, skal være til gavn for børn i børnehaven og eleverne på skolen, men også for forældre og alle andre i lokalsamfundet. V i vil gerne skabe et mere attraktivt miljø for læring i og med naturen og samtidig lukke op for et større fællesskab med lokalsamfundet,« siger David Rasmussen, der er lærer på friskolen.
Når den nationale Naturvidenskabsfestival afvikles i uge 39, skal der således plantes vilde og bivenlige planter, der kan være med til at øge biodiversiteten, der skal laves stengærde og trædesti, bygges insekthoteller og fuglekasser og meget mere.
Uden viden og handlekraft dør det hele hurtigt ud
I alt deltager omkring 130.000 børn og unge over hele Danmark i den store, nationale Naturvidenskabsfestival under temaet “Helt vildt”.
I uge 39 arbejder eleverne i tusindvis af forskellige varianter og projekter med både den vilde og den tæmmede natur og undersøger, hvordan vi mennesker påvirker miljøet lokalt og globalt.
»Alle taler om natur, biodiversitet og bæredygtighed. Men uden viden og handlekraft hos den enkelte helt ned i børnehøjde, dør det hele hurtigt ud igen. Her får eleverne alle sanser i spil, når de arbejder fysisk med naturens elementer. På den måde oplever de, at naturfag kan bruges til at påvirke deres egen hverdag og skabe forandringer,« siger Ea Eskildsen, der er projektleder for den nationale Naturvidenskabsfestival.
I år kommer Naturvidenskabsfestival i høj grad til at bidrage til et grønnere, vildere og mere insektvenligt Danmark. Så godt som alle deltagere i Naturvidenskabsfestival har nemlig lige som Vestermose Natur- og Idrætsfriskole valgt at følge temaet “Helt vildt”.
Øjenåbner for naturens betydning for mennesket
Hvert år er festivalen en fejring af naturfagene helt ned i detaljen, samtidig med at eleverne får følelsen af at være med i noget større. Det er en uge med højt til himlen, hvor der bliver sat spot på naturfagene på nye, overraskende måder.
»For eleverne kan Naturvidenskabsfestival være en øjenåbner for naturens betydning for menneskets overlevelse og omvendt, men også for, hvad naturfag kan bruges til. For lærerne er det en chance for at hente inspiration til nye måder at undervise i naturfag på, og for forældrene – tja, måske kommer der et glad barn hjem fra skole med snavsede gummistøvler på,« siger Ea Eskildsen.
Friskolen har fået 15.000 kroner af Poul Due Jensens Fond til at købe materialer til den vilde have. Årets store fejring af naturvidenskaben og dens muligheder foregår fra den 27. september til den 1. oktober og arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter, der bistår skolerne med undervisningsforløb, materialer og inspiration. Festivalen er 100 procent fond-finansieret.
Øverst: Vestermose Friskole på Hallelevvej 30A nord for Slagelse. (Foto: Google Earth Pro). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.