Slagelse.News – Åben reception lørdag den 21. september for samarbejdspartnere, sponsorer, frivillige, tidligere frivillige og alle andre, der gerne vil være med til at fejre jubilæet. Ungdommens Røde Kors efterlyser samtidig frivillige, der vil give en hånd med.
Ungdommens Røde Kors i Slagelse inviterer til lokalafdelingens 25-års jubilæum lørdag den 21. september 2019 fra kl. 13:00 til kl. 15:00 på Jernbanegade 7, 1. sal i Slagelse Midtby.
Invitation til åben reception lørdag den 21. september
For 25 år siden var der ikke en børnecafé på Slagelse Sygehus. Der var ikke et mødested i byen for ensomme unge, og der var ikke en børnemadklub på Nymarkskolen.
Alt det, og mere til, eksisterer i dag. Takket været Ungdommens Røde Kors i Slagelse. I år kan de fejre 25-års jubilæum samt en masse succesoplevelser i årenes løb.
Det er en udvikling, der glæder de unge frivillige ildsjæle. Derfor fejres det med en åben reception lørdag den 21. september. Den afholdes i Røde Kors’ lokaler på Jernbanegade 7 i Slagelse Midtby fra kl. 13:00 til kl. 15:00.
Der vil være taler fra tidligere lokalformænd og den nuværende. Derudover vil der være kage, en ballonmand og masser af inspirerende mennesker der kan fortælle om de mange aktiviteter som Ungdommens Røde Kors i Slagelse står for.
»Vi kan slet ikke få armene ned over hvor stolte vi er over den her udvikling vi har været igennem,« siger den unge 25-årige lokalformand, Christopher Trung, og fortsætter:
»Vi gør en reel forskel for en masse børn og andre unge, både gennem os selv og sammen med andre. Vores mål er at sikre at ingen børn eller unge savner positivt fællesskab, og jeg vil vove at påstå, at vi er godt på vej.«
»En særlig stor tak skal også gives til Røde Kors for det gode samarbejde vi har, som vi sætter stor pris på,« tilføjer han.
De unge ildsjæle håber på at se samarbejdspartnere, sponsorer, frivillige, tidligere frivillige og alle andre, der måtte være interesseret i at være med til at fejre jubilæet.
Masser af vigtige aktiviteter, der gør en forskel for mange
De lokale aktiviteter, som drives af frivillige fra Ungdommens Røde Kors, spænder bredt. Der er lektieklubber i Slagelse og i Korsør, hvor børn og unge kan få gratis lektiehjælp fra frivillige.
I Slagelse er der en børnemadklub, hvor børn kan lære at lave god og sund mad. Derudover er der også Plexus, som er et fællesskab centralt i Slagelse for ensomme unge mellem 18-35 år.
Der er også Kulturklubben, som er et netværkstilbud til unge flygtninge. I Kulturklubben er der fokus på at lære dansk og at indgå i dansk kultur – samtidig med at man indgår i et socialt fællesskab.
Lokalafdelingen er også aktive på krisecentret, hvor de frivillige gør en forskel for de voldsramte kvinders børn – med omsorg, leg og nærvær. Det samme gælder ude på Slagelse Sygehus’ børneafdeling, hvor Ungdommens Røde Kors i Slagelse står bag børnecaféen Pusterummet.
Endvidere står de lokale ildsjæle for en anonym mentorordning for unge tidligere stofmisbrugere. Samtidig er de sparringspartnere for unge, der lige er kommet ud af et stofmisbrug – eller som ønsker at komme ud af det.
Lokalafdelingen står også for kampagnen #LevEllerDø, hvor unge tidligere stofmisbrugere fortæller andre unge, hvorfor de skal holde sig væk fra stofferne – i et sprog de kan forstå.
Desuden er der en del ad hoc-aktiviteter, såsom sokkeindsamling til hjemløse, velkomst til nytilflyttere og meget andet.
Hvis du har lyst til at være en del af de frivillige, er der altid brug for et par hænder mere. Og hvis du har en idé, som du gerne vil stå for, er du også velkommen til at række hånden ud. Ungdommens Røde Kors kan kontaktes på urk-slagelse@urkmail.dk.
Øverst: Kage fra den åbne børnefødselsdag sidste år. (Foto: Ungdommens Røde Kors i Slagelse). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.