Ungdommens Røde Kors bød nye borgere velkommen

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Slagelse.News – Frivillige ildsjæle fra Ungdommens Røde Kors og andre foreninger bød 148 nye borgere velkommen til kommunen.

Hvert år flytter der flere tusinde nye borgere til Slagelse Kommune. De fleste er unge voksne, men alle aldersgrupper er at finde blandt tilflytterne.

I lørdags lagde Slagelse Musikhus rammerne til et velkomstarrangement, hvor cirka 148 nye borgere blandt andet blev budt velkommen af frivillige ildsjæle fra et bredt udpluk af det lokale foreningsliv. Det skriver blandt andet i en pressemeddelelse.

25 foreninger mødte talstærkt op i Musikhuset

Arrangementet startede med musik af Slagelse Garden kl. 10.00, hvorefter de nye medborgere fik mulighed for at møde andre tilflyttere og høre, hvad Slagelse Kommune har at byde på, blandt andet fra det lokale foreningsliv.

25 foreninger var mødt talstærkt op, heriblandt Ungdommens Røde Kors, Natteravnene, Ældre Sagen, Frivilligcentret, Korsør Kunstforening, Aktivitetshuset Midgård, Vestsjællands Teaterkreds, idrætsforeninger og roklubber.

Foreningerne mødte op kl. 9.00 for at sætte deres stande op i Musikhusets sal, og her blev der både udvekslet tape, sakse og kontaktoplysninger.

Ungdommens Røde Kors fik stor velkomstdebut

Særligt de unge frivillige fra Ungdommens Røde Kors i Slagelse markerede sig til arrangementet, med store bannere, videoreklamer, ballondyr, plakater, børne-tatoveringer, T-shirts og mange gode snakke.

»Vi vil gerne sikre at nye medborgere ikke blot blev budt velkommen, men også fik mulighed for aktivt at involvere sig i de mange skønne fællesskaber, som der findes i kommunen. Det er første gang vi deltager i sådan et arrangement, og det har været en kæmpe succes,« fortæller Ungdommens Røde Kors’ lokale formand, Christopher Trung Paulsen.

De unge frivillige fremhævede særligt deres lektiecaféer i Slagelse og Korsør samt deres børnemadklub i Slagelse. Der blev også spurgt en del ind til Plexus, som er Ungdommens Røde Kors’ mødested i Slagelse for unge mellem 18-35 år. Her kan man blandt andet lære nye mennesker at kende.

Flere henvendelser fra folk, der vil være frivillige

»Ungdommens Røde Kors’ stand blev hurtigt meget populære blandt børnene, på grund af vores ballondyr og børnetatoveringer. Derudover fik vi en del henvendelser fra folk der gerne vil være frivillige eller benytte sig af vores aktiviteter, så det har været en rigtig god oplevelse,« fortæller Simon Hald Corvinius-Kristensen, der som frivillig i Ungdommens Røde Kors også var med til velkomstarrangementet.

Arrangementet var stablet på benene af Slagelse Kommune. Formålet var at give nye tilflyttere en god modtagelse samt videregive viden og informationer, som er både nyttige og rare, når man skal skabe sig en hverdag et nyt sted.

Øverst: Ungdommens Røde Kors i Slagelse. (Foto: Ungdommens Røde Kors i Slagelse). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.