Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Slagelse.News – En ung mand cyklede rundt i byen med sine stoffer, mobiltelefoner og penge, og så skulle man tro, at han ville være varsom med at cykle over for rødt lys, men det var han ikke.
Tirsdag eftermiddag kørte en politipatrulje rundt i Slagelse, og i lyskrydset Bredegade/Herrestræde kom en cyklist pludselig hjulende over for fuldtonet rødt. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Hash, et par poser med skunk og en joint
Politibetjentene fulgte efter cyklisten, som blev standset i Bredegade. Det var 25-årig mand fra byen, som først og fremmest blev sigtet for at køre over for rødt.
Da betjentene visiterede ham, fandt de en masse små lynlåsposer med i alt 44,9 gram hash, et par poser med 7,5 gram skunk og en joint. Han havde også to mobiltelefoner med og nogle kontanter.
Den 25-årige blev anholdt kl. 17.55 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. De to telefoner blev taget med til undersøgelse, og kontanterne blev beslaglagt, inden den unge mand blev løsladt igen kl. 18.25.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.